Så er jeg her.
Den bornholmske snushane, der vil holde lidt øje med, hvad der foregår – især på, men også udenfor for øen.
Og ja, jeg er udmærket klar over, at jeg af mange allerede nu vil blive betegnet som en slags elev af Rindalismen. For måske husker De lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding Hørfabrik, der kæmpede en indædt kamp for at fjerne kunststøtten?
Han startede nærmest en hel folkebevægelse: Han kunne ikke se, hvad der var op eller ned på den moderne kunst og betegnede nærmest moderne billedkunst som svindel. Han har formentlig ikke set en hundelort udstillet som et kunstværk, det kunne have medført en blodstyrtning og kostet ham livet…
Det skete til alt held ikke: Peter Rindal levede til sit 86. år og levede sine sidste år fredeligt på et plejehjem på Fyn. På Bornholm med øens mange kunstnere havde han ikke haft mange meningsfæller.
Men Peter Rindal var ikke modstander af al kunst. Han var modstander af abstrakt kunst – og her skilles hans og mine veje: Jeg holder lige meget af guldaldermalerier som abstrakte – og støtter så sandelig da også, at staten støtter vore kunstnere økonomisk , så de kan få det hele til at løbe rundt.
For man er ikke rindalist, fordi man i al stilhed fremhæver, at ganske mange kunstnere ikke kan leve af deres arbejde: Så stor er interessen for moderne kunst ikke, abstrakte skulpturer eller finurlige digte til eftertanke ej heller.
Nogle ganske få forfattere og billedkunstnere kan leve af deres arbejde – uden statsstøtte ville der i øvrigt heller ikke være mange balletdansere i Danmark.
Det skal naturligvis ikke betyde, at ballet og moderne kunst skal fjernes fra finansloven, det er et fattigt samfund, der gør dette.
Derfor kan det alligevel godt undre mig, at det nærmest er komplet uforståeligt, når kunstnere skal udtrykke sig om deres arbejde.
Har De nogensinde modtaget en invitation til en fernisering eller anden form for udstilling? Kunstnerens beskrivelse af sit arbejde er – Rindal eller ej – meget ofte det rene volapyk, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at den pågældende med vilje har udtrykt sig så umuligt og firkantet, at det skal løfte vedkomendes arbejde op på et højere niveau.
“Kunstneren giver med sine arbejder udtryk for en fornemmelse for en bevægelsesfrihed, ikke på jorden, ikke fysisk, men i åndelig forstand, værket manifesterer sig som en simultan implosion af farvernes semiotiske potentiale, hvor penselstrøgenes taktile vibrato nærmest vækker en metafysisk snorken i lærredets kosmologi. Den blå plet i midten er naturligvis ikke blot en plet, men en intergalaktisk portal til publikums egen uforløste længsel.”
Øh ja…kunne vi ikke gøre det lidt nemmere?
Snushanen fortsætter jagten på andre besynderligheder i vort samfund.
