Gavekort til rengøring

I går lørdag var jeg i Fields. Ikke for først og fremmest at købe ind. Nej, vi havde af vores datter fået et gavekort til rengøring af vores bil. Det var Nano Dry Wash, som skulle stå for rengøringen, og gavekortet skulle bruges, inden det udløb.

Sikke en gave at få.

Jeg har prøvet at stå i en vaskehal på en tankstation, hvor bilen havde fået en omgang, og da jeg skulle ind at hente bilen, så gik vaskehallens maskiner i gang igen, og jeg måtte springe for livet ind i bilen, så jeg ikke også selv fik en omgang rengøring af de store vaskemaskiner.

Her kunne jeg i går stille og roligt gå op i Fields og købe lidt ind, bl.a. få opdateret vores GPS, så vi ikke kører forkert, når vi skal ud på ukendte veje og gader. Det er med at være udrustet til livets ukendte veje.

Nu har vi prøvet Nano Dry Wash i Fields ‘parkeringskælder før, så jeg var helt rolig. Bilen skulle nok blive ren og fin. De skulle nok passe godt på vores skønne bil. Vi har en lidt gammel bil, som en mekaniker sagde: ”Sådan en bil af det bilmærke kan ingen slå ihjel.” Nu har vi en ren bil, og det er ikke så ringe endda. Jeg ved dog, at den ret så hurtigt igen trænger til en omgang rengøring.

Det er i det hele taget så vigtigt at være ren.

De fleste af os tager det også helt alvorligt og går i bad så og så tit, som vi nu synes, det bør gøres. Ingen af os har lyst til at lugte af sved og andet grimt.

Vi gør også regelmæssigt rent i vores hjem. Sådan da!!

Men ak, både bil, os selv og hjemmet bliver jo beskidt igen. Sådan er livet. Det er realiteter. Med hensyn til bilen ønsker jeg mig flere gavekort.

Rigtig mange af os glemmer så ind imellem at rengøre vores indre menneske. Ingen af os er ren.

Da folkeskarerne ville stene en kvinde, sagde Jesus: ”Den, der er uden synd, skal kaste den første sten!”, og så gik de, for de mennesker, som fordømte kvinden for hendes opførsel, vidste jo, at de selv heller ikke havde ”rent mel i posen”, som vi siger. Hvor er det vigtigt, vi ikke dømmer hinanden. Det er slet ikke vores opgave her i livet.

Der synes jeg, vi som kristne har en helt speciel skøn ordning med den Gud, som blev menneske i Jesus Kristus.

I Det Gamle Testamente profeteres der ca. 700 år, før Jesus blev født, at han ville få al vores skyld på sig.

”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får. Vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham.” Esajas kap. 53 vers 5 – 6.

Når Gud ser på mig, så har jeg et himmelsk gavekort, som er indløst, da Jesus døde på korset, for det gjorde han for min og for din skyld. Gavekortet er betalt – ikke af mig, men af Jesus selv. Gud ser mig som ren og uskyldig, selvom jeg med mig selv ved, at jeg bestemt er mere end skyldig.

Jeg er glad for gavekortet til vask af bil, og jeg ønsker mig et igen på et tidspunkt, men gavekortet, som allerede blev mit ved Jesu død på korset, er evigt og skal ikke gives på ny.

Jeg har igen og igen brug for at få bekræftet, at mit himmelske gavekort stadig gælder. Meget konkret så oplever jeg, det sker, når jeg går til nadver ved kirkens gudstjenester.

Meget tydeligt får jeg der mærke helt i mit inderste og i min krop, at Jesu krop/ legeme og Jesu blod bliver en del af mig selv. Jeg går fra nadverbordet fyldt med Jesus selv og er åndelig mæt.

Jeg er dog knap kommet ned på kirkebænken, før jeg igen må sande, at det er godt, mit himmelske gavekort gælder stadigvæk, og med den tanke og den glæde kan jeg gå ud af kirken til mit almindelige hverdagsliv.

I min daglige bøn kan jeg takke Gud for Jesus, og at jeg er fri og ren – ikke fordi jeg gik igennem bilens vaskehal og blev spulet ren, men at det er sket med mig og for mig.

Vi lever, som jeg før har skrevet, i Helligåndens tidsalder, og Guds Ånd overbeviser mig om synd.

Jeg går ikke rundt og er ligeglad med det, jeg gør, som er kærlighedens Gud imod og skader og bedrøver mine medmennesker. Når jeg ser mine fejl/ min synd, så kigger jeg til Jesus og ber ham fylde mig med sin Helligånd, så mine medmennesker kan holde ud at være sammen med mig.

Ligesom solen afslører støvet i vores hjem, sådan er det kun godt, at støvet i min sjæl og mit sind bliver afsløret af Guds Helligånd!

Jeg kommer til kort og har gode intentioner om at leve et smukt liv, men har hele tiden brug for Guds Ånds virke i mig.

Jeg kan så hele tiden glæde mig over, at Paulus i Romerbrevet kap. 8 vers 1 skriver:

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus.” Det er mit bedste gavekort, som varer evigt.

Glædelig søndag! Få nu takket for dit himmelske gavekort. Det udløber ikke, som andre gavekort gør.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Du vil måske også synes om

Søndagens gudstjenester

TRO: Bornholmnyt.dk bringer oversigten søndagens gudstjenester 16. august. Aa Kirke 09-00: Louise Christina Howard. Allinge Kirke 10.30: Elon Anders Enevoldsen Lauterlein og efterfølgende bål-eftermiddag på Egeløkke Gudhjem Kirke 10.30: Tina Ravnsbjerg Damholt Hasle Kirke 10.30: Jens Jørgen Rasmussen. Nexø Kirke 09.00: Morgenmad og kaffe med efterfølgende gudstjeneste ved Peder Skovbo

Læs mere »

Fodbold: Sæsonstart for Elite Bornholm

SPORT: Sæsonstarten er lige om hjørnet for øens tre hold i overbygningen ”Elite Bornholm”   Så er der en ny fodboldsæson klar til Elite Bornholms tre ungdomshold. På lørdag 15 .august kl. 15.30 tager Elite Bornholms U14-drenge hul på efterårssæsonen, når de tager imod Fremad Valby på hjemmebane i Aakirkeby

Læs mere »

En folkekær biskop og kongelig sjælesørger er gået bort

MINDEORD: Mandag 10. august sov biskop emeritus og tidligere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen ind. Han blev 85 år. Af Lene Dam Jørgensen Forhenværende biskop Erik Norman Svendsen, der døde mandag 10. august, 85 år, blev født i 1941 i København. Han begyndte sit som nyuddannet cand.theol. sit virke som

Læs mere »