BOLIG: Det er ikke en en tilbygning eller nyt badeværelse, danskerne drømmer om i første omgang: Et flertal af danskerne har maling af boligen øverst på ønskelisten over forbedringer i hjemmet.

I en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Nybolig, er et repræsentativt udsnit af befolkningen blevet spurgt ind til, hvad de ville vælge, hvis de skulle forbedre noget i deres nuværende bolig. Her svarer 30 pct. at de ville vælge at gå i gang med et større malerprojekt.
»Jeg forstår godt, at det er førsteprioriteten for mange. Hvis man svinger penslen og frisker væggene op, giver det et synligt resultat meget hurtigt. Samtidig er det relativt billigt og noget, som mange selv kan overskue at gøre, uden at skulle planlægge alt for meget og sende bud efter håndværkere,« siger Tina Hedegaard, der er kædedirektør i Nybolig.
Nye vinduer på andenpladsen
De betydelige udsving i energipriserne i kølvandet på coronakrisen og Ruslands invasion af Ukraine, har samtidig været med til, at åbne boligejernes øjne for, at der kan være mange penge at spare ved at energioptimere hjemmet.
Således er udskiftning af vinduer m.h.p. at opnå bedre isolering af boligen, på ønskelisten hos 29% af de adspurgte. I samme kategori finder man derudover udskiftning af døre m.h.p. at opnå bedre isolering. Den forbedring har 18% af de adspurgte på deres ønskeliste.
Nyt køkken er stadig populært
Alle har ret til et fedt køkken. Sådan lød det engang i en kendt tv-reklame. Et nyt køkken står da også højt på ønskelisten hos mange boligejere. Således angiver hele 26 pct. af de adspurgte, at de ville skifte køkkenet ud, hvis de skulle forbedre noget i deres bolig.
»Køkkenet er et vigtigt rum for danskerne. Det er her vi samles med familie og venner, og her vi skaber hyggelige stunder. Derfor kommer det heller ikke bag på mig, at mange drømmer om at opgradere køkkenet. For mange er det netop selve boligens samlingspunkt,« siger Tina Hedegaard.









