SPORT: 58 bornholmske ungdomsspillere, fra næsten alle øens klubber, rejser fredag i samlet flok til Nyborg for at deltage i Danmarksmesterskaberne i badminton.

Der er dømt masser af badminton, fællesskab og højt humør, når en stor del af øens unge bornholmske badmintonspillere fredag eftermiddag tager turen til Nyborg. Her skal bornholmerne, den kommende weekend, deltage i Danmarksmesterskaberne i badminton for spillere fra U11 til U19, dvs i alderen 9-18 år.
Hele 58 spillere og 12 ledere tager turen til Fyn, hvor der i løbet af weekenden skal dystes i 11 forskellige haller.
De bornholmske spillere bliver en del af et stort set up med 1.600 spillere fra 160 klubber. I alt skal der afvikles 3.500 kampe.
Positiv udvikling
Badmintonsporten på Bornholm er – som tidligere fortalt på Bornholmnyt.dk – inde i en meget positiv udvikling, og det er glædeligt at så mange ungdomsspillere, også dem, der ikke tidligere har prøvet kræfter med stævner udenfor Bornholm, har lyst til og mod på at teste badminton kundskaberne af til et udenøs mesterskab. Udover spillet med ketcher og bold, er det sociale og hyggen i højsædet når den bornholmske delegation drager afsted.










