ERHVERVSTURISTER: Bedre besøg og større interesse end nogen sinde for bornholmske værter for konferencer

Der var større interesse og flere besøg end nogensinde før, da Destination Bornholm i selskab med Bornholm Hotels (Hotel GSH), The Falcon Hotel, Grønbechs Hotel og Strandhotellet var på charmeoffensiv til Skandinaviens største inspirationsmesse for indkøbere og planlæggere af møder, konferencer og events i Bella Arena i København, hvor over 300 udstillere stod klar til de mange besøgende.
Fælles branding
Flere af de ovenstående bornholmske konferencehoteller har tidligere været afsted på egen hånd, men denne gang var den flotte, fælles stand genstand for endnu større interesse og flere besøgende end nogensinde før, lyder det fra deltagerne. Og det lover godt for den erhvervsturisme, som Bornholm ønsker at øge betydeligt.
Bornholms turismestrategi frem mod 2027 sigter mod at udvide sæsonerne for forår, efterår og vinter endnu mere. Erhvervsturister rejser i netop disse perioder. Det giver Bornholm en unik mulighed for øget omsætning og belægning.







