TRO: Hvor er folkekirken i debatten om Danmarks deltagelse i krig og i konflikt-bearbejdelse? Et aftenseminar i Rønne torsdag 27. marts belyser emnet med tre præster, en historiker og en journalist.

Det er måske ikke det mest underholdende og opløftende arrangement, der er holdt i de bornholmske kirker. Men det er vigtigt og aktuelt at tale om, hvad der sker, når mennesker og nationer bliver så uenige, at krigen bryder ud. Krigen som er rykket tæt på Danmark og ufred som kan tænde op for katastrofale konflikter i en verden, hvor der aktuelt vendes op og ned på vante geopolitiske forestillinger.
Derfor inviterer Rønne Menighedsråd til arrangementet “Krigen og kristendommen – hvor er folkekirken?” Arrangementet finder sted torsdag 27. marts kl. 19 i Skt. Nicolai Kirke.
(Artiklen fortsættes under billedet)

På dette aftenseminar præsenteres en sikkerhedspolitisk analyse om krige og krigstrusler, der aktuelt hærger globalt, der er oplæg om kristne og krigen i Ukraine, om fraværet af en kristen fredsbevægelse og om præsternes rolle, når Danmark deltager i krigen. Hvilken rolle spiller folkekirken i det hele taget, når Danmark er i krig? Og er det muligt at kirken tager aktiv del i bilæggelse af krige og konflikter?
(Artiklen fortsættes under billedet)

Journalist på Berlingske Tidende Kristian Mouritzens indlæg har fået titlen “Den nye sikkerhedspolitiske verdensorden. Hvem står sammen om hvad?”
Museumsinspektør og formand for menighedsrådet i Bodilsker Jakob Seerup fortæller om ortodoks-kristne og krigen i Ukraine.

Jesper Stange er er tidligere sognepræst ved Københavns Domkirke og lektor ved Pastoralseminariet, konfliktmægler og underviser i konflikthåndtering ved Præsternes Efteruddannelse, bosiddende i Tejn. Han fortæller om “Hvor blev den kristne fredsbevægelse af?
Signe Danielsen er sogne- og feltpræst ve Sankt Markus Kirke på Frederiksberg og uddannet sprogofficer i russisk, serbokroatisk og pashto. Hendes indlæg har fået titlen: “Hvordan kan præster gå med i krigen?”
(Artiklen fortsættes under billedet)

Bagefter er der eftertanke ved Cæcilie Jessen, sognepræst i Nylars og Vestermarie pastorat.
Undervejs er der orgelspil ved kirkens organist, Anders Forsberg Svendsen. Ordstyrer er Esben Ørberg, der er formand for sogneaftenudvalget i Rønne Sogn.











