
At “tro kan flytte bjerge” kan man læse i Matthæusevangeliet i Det Ny Testamente. Og det er lige før, at man må give evangelisten ret, sådan at forstå, at rigtig mange krige mellem folkeslag med forskellig, religiøs observans kan afstedkomme fly- og bombeangrebe på land, bjerge og by, som vi f.eks. ser det i Mellemøsten, hvor striden mellem den demokratiske stat Israel mod deres mere – for at sige det mildt – diktatoriske naboer har fundet sted i al den tid, jeg har levet.
Og det er længe efterhånden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis mennesker holdt deres tro lidt mere for dem selv – og til gengæld var mere tolerante overfor andres – så havde denne verden undgået megen død og ødelæggelse.
Ikke, at man ikke kan give budskabet videre. Men lad det ske med på en fredelig måde.
Og ikke, at der er noget galt med tro.
Her på disse kanter er vi først og fremmest Lutheranere – det vil sige, at vi følger de anvisninger indenfor kristendom, der er stukket ud, ikke alene af Vorherre og Jesus Kristus – men også af den præst i Wittenberg, der for lidt over 500 år siden mente, at kristendommen var stukket lidt af – og at vi skulle lidt mere tilbage til sporet. Det kom vi så…skulle man vel mene, selv om de færreste vel 100 pct. kan påstå at leve fuldt op til Kristus formaninger om næstekærlighed til næsten – og at vende den anden kind til i konfliktspørgsmål.
Spørgsmålet er vel også, om det altid er det klogeste – sommetider kan den eneste løsning på aggressiv adfærd muligvis være et kontant svar tilbage – som når et stort lands præsident daglig melder bombastiske og nærmest stupide meldinger ud i et forsøg på at vise storhed og agtelse i sit eget land. Det lykkes kun delvist. Der findes heldigvis fornuftige amerikanere endnu…
Men tilbage til religionen: I dag er vi de fleste – os kristne – på vores planet. Vi har vores Gud.
Men det har den andre altså også: Buddhisme, Hinduisme og Islam er her også – og især de sidste gør en del opmærksom på sig selv.
For meget. Ligesom alle andre religiøse fanatikere.
For indtil videre er det ikke kun tro, der kan flytte bjerge: Der savnes i alt fald et håndgribeligt bevis herfor.
Der skal krudt og kugler til også. Og de kommer frem, hvis religionen bliver for støjende.
De, der har deres tro, skal have lov at bevare den og udvikle den sammen med trosfæller, Og de, der ikke tror på højere magter, skal have lov at bevare det synspunkt. For det er jo i mindre grad de sidste, der forårsager død og ødelæggelse.
Jeg håber på mere fredelig sameksistens mellem de forskellige religioner. Og tror på, at det vil ende sådan en dag.
Jeg har noget at have det i.
For tro kan flytte bjerge. Især, hvis den følges op af handling.
God weekend










