OPLEVELSER: Bornholms Middelaldercenter og Darksky Bornholm inviterer familier til en magisk aften under stjernerne.

Bornholms Middelaldercenter og foreningen Darksky Bornholm byder på en helt særlig aften, hvor historiens vingesus og nattehimlens skønhed går op i en højere enhed.
Mandag 10. februar i tidsrummet fra kl. 17 til 19 inviteres børn og deres familier til en magisk oplevelse i Middelaldercenterets naturskønne omgivelser.
Arrangementet kombinerer fascinerende fortællinger om stjernetegn og håndværk omkring bålet med moderne astronomi.
En rejse tilbage i tiden
Aftenen starter ved indgangen til Middelaldercenteret, hvor deltagerne udstyres med flagermuslygter og guides i skumringen til Stormandens gård. I festsalen, der er smukt udsmykket med kalkmalerier af stjernetegn, kommer deltagerne til at høre om mytologien bag aktuelle stjernetegn og hvad man bl.a. troede himmellegemerne påvirkede i middelalderen.
Nattens stjernebilleder
Med Darksky Bornholms ekspertise og medbragte teleskoper, går vi udenfor for at udforske nattehimlen. Her får børn og voksne mulighed for at opdage stjernebilleder og nyde aftenens magi. Ved overskyet vejr finder vi alternative illustrationer. Som en hyggelig afslutning samles alle omkring ildstedet, hvor deltagerne kan fordybe sig i håndværk inspireret af middelalderen. Under kyndig vejledning får børnene mulighed for at lave deres eget armbånd ved at punsle stjernetegn i læder.
Her kan stjernesnakken fortsætte i en stemningsfuld atmosfære oplyst af flammer og stearinlys.
Fælles arrangement
Arrangementet er egnet til børn og unge fra seks år og op efter, og hele familien er velkommen. Det er første gang Bornholms Middelaldercenter og Darksky Bornholm holder et arrangement samme, og begge arrangører glæder sig.
Jane Lindedam, direktør på Bornholms Middelaldercenter siger: ”Det er første gang, vi holder et arrangement i vinterferien, hvor vi ellers traditionelt set er lukket. Men at samles om fortællinger og håndværkssysler passer så godt til de mørke aftner. Og med Darkskys fokus på astronomi for unge, er det jo perfekt at prøve stjernekiggeriet af på centeret store plads i Østerlars, langt fra moderne lys”.










