En sang fyldt med håb og tro

Lige netop nu har vi alle vist et utroligt stort behov for at blive muntret op og få øjnene op for lyset og alt det gode, der findes for os både her i livet og så sandelig også efter døden. Rigtig mange af os fyldes med nyheder, som nemt kan give os mørke tanker om, hvad fremtiden mon måtte bringe. Bliver der flere krige i vores del af verden? Hvad kan de magtfyldte og magthungrende mænd finde på, som vil nedbryde os og ødelægge den fred, som vi så længe har nydt godt af?  Er kloden virkelig noget, som vi kan være bekendt at give videre? Hvordan vil vores børn og børnebørns fremtid blive?

Personligt finder jeg en bestemt af vinterens sange som en inspiration til at se noget sandt og skønt om, hvad vi har i vente. Kan hænde, det er koldt i vores verden lige nu, men der er håb!

I sne står urt og busk i skjul
Det er så koldt derude;
Dog synger der en lille fugl
På kvist ved frosne rude.

Giv tid! Giv tid! – den nynner glad
Og ryster de små vinger, –
Giv tid! Og hver en kvist får blad,
Giv tid! hver blomst udspringer.

Giv tid! Og livets træ blir grønt
Må frosten det end kue,
Giv tid! Og hvad du drømte skønt,
Du skal i sandhed skue.

Giv tid! Og åndens vinterblund
Skal fly for herlig sommer,
Giv tid! Og bi på Herrens stund,
-hans skønhedsrige kommer!

B.S. Ingemann, 1831

Jeg har helt bestemt lyst til at kalde denne sang for en rigtig god salme. Definitionen på en salme er en sang, der handler om Gud og alt, hvad han står for. Jeg synes, den handler ganske meget om alt det, Gud har skabt.

Salmen siger, at vi aldrig må tabe modet, for mørke tider vil forsvinde, og i mørket er der altid tegn på nyt liv og lysere tider. Lyset – Guds lys – vil sejre over mørket! Giv tid! Giv tid! – og den nære natur viser det. Årstidernes skiften viser det. Vi skal blot have øjne at se med! Det mørke/ det onde får ikke det sidste ord.

Sidste vers fuldender nemlig billedet. Vi skal ikke fortvivle. Herren – Gud Herrens skønhedsrige kommer!

Det kan hænde, vi i dag ser et mørkt billede af verden, som forskrækker os, men salmen siger: Glem aldrig, at Gud får det sidste ord. Giv tid! Giv tid! Bare vent! Herrens stund kommer!

Hvad er da Herrens stund?

I første omgang fortolker jeg udtrykket, som de mange, mange glimt vi i mørket får af Guds kærlighed og lys. Midt i svære tider, som vi synes at have mange af, der kommer Gud med sit himmelske nærvær – nogle gange som i et glimt – nogle gange som et trygt sted, hvor vi kan opleve at være sammen med Gud Fader, Søn og Helligånd midt i livets storm.

Sidste vers siger det ganske klart: ”Giv tid! Og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer!»

Rent åndeligt lever vi i en fattig tid. Mange har vendt sig væk fra Gud, men Guds Ånd vil ændre os, vække os alle, så vi pludselig vil gå fra vinter til sommer rent åndeligt.

Nogen vil kalde det for vækkelsestider, som kirken og verden tidligere har oplevet, hvor store skarer af mennesker har vendt sig til Jesus og mødt ham som frelser og Herre.

Folk vil vågne op og siger ikke bare, at der ”nok er mere mellem himmel og jord” (det udtryk er dog en god begyndelse), men nu giver de frimodigt udtryk for, at de har mødt Gud! Kirkers menigheder er i sådanne tider vokset i antal. ”Åndens vinterblund blevet til herlig sommer”.

I videre forstand fortolker jeg udtrykket ”Herrens stund” til at betyde det samme, som Bibelen gang på gang benævner som Herrens dag. Den dag, hvor Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

Bibelen lægger ikke skjul på, at der er noget, der hedder ”de sidste tider”. Tider, hvor ”folk, skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv.” Mattæus kap. 24 vers 7 (men læs hele kapitlet). Jeg ønsker at understrege, at jeg ikke tror, at det er Gud, som sætter alt det onde i gang, men Jesus forudsiger, at det vil ske. Han kom for at ødelægge Djævelens gerninger, siger Bibelen. Derfor er der håb!

Det bliver igennem hele Bibelen meget understreget, at vi ikke skal frygte. Vi skal løfte hovederne, for vores forløsning er nær, sådan læser vi i Lukas evangeliet kap. 21.

Vi opfordres dog til at ”preppe” rent åndeligt – forberede os og samtidig vide, at vi er elsket af Gud, og Jesus har banet vejen for os til Herrens skønhedsrige via hans død og opstandelse. Vi inviteres til at tage imod Guds frelse – Guds gave. Vi bestemmer selv. Der er ingen tvang i Guds rige.

Glædelig søndag! Husk i denne tid: Det ender godt. Lyset vinder over mørket.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Du vil måske også synes om

Weekendens gudstjenester

TRO: Bornholmnyt.dk bringer oversigten over lørdagens og søndagens gudstjenester 19. og 20. september. Lørdag 19. september Levende Kirke Bornholm 14.00: Morten Dahl Søndag 20. september Aa Kirke 10.30: Fælles høstgudstjeneste med sognepræst Louise Christina Howard i Aa Kirke . Allinge Kirke 10.30: Elon Anders Enevoldsen Lauterlein  . Gudhjem Kirke 09.00:

Læs mere »

Myte: Du skal kun tage D-vitamin i vinterhalvåret

SUNDHED: Bornholmnyt.dk’s sundhedsekspert, osteopat Philip Brunke Fagralid, skriver i denne måned om det vigtige D-vitamin. Er det rigtigt, man kun skal tage det om vinteren?  Læs artiklen og bliv klogere…   Af Philip Brunke Fagralid D-vitamin er et af de vitaminer, vi ikke rigtig kommer udenom. Det er nødvendigt for

Læs mere »

Tilbage til fortiden…

Skadefryd er et egenskab, der ligger denne signatur uendelig fjernt. Det er så nemt, som det noget forslidt, og lidt for meget, hedder: At se livet i “bagklogskabens ulideligt klare lys…” Så derfor skal det blot her konstateres, at farcen, for det er et for nogle af os, om folkeskolen

Læs mere »