UHYGGE: Ny krimi af den bornholmske krimi-dronning Pernille Boelskovs dykker ned i den bornholmske undergrund.

Bornholms gamle kulminer er ikke kun en del af øens industrihistorie. De bliver også omdrejningspunktet i en uhyggelig sag i forfatter Pernille Boelskovs nye krimi, “Kulmørket”.
Politiet opdager nemlig et skelet af en ung kvinde gemt i en minegang under skoven mellem Rønne og Hasle. Pernille Boelskov har fundet inspirationen til den nye bog under sine gåture i selvsamme skov, der ligger tæt på hendes hjem.
Hjælp af kusinen
Skelettet af den døde kvinde er ikke sådan at identificere, og efterforsker hos Bornholms Politi, Lars Bohn Hansen, bliver sat på sagen. Undervejs får han hjælp af sin kusine, præsten Agnethe Bohn.
Snart opdager de to dog, at fortidens hemmeligheder ikke kun ligger begravet under jorden, men også i deres egen familie.
“Jeg er fascineret af de hemmeligheder, der kan gemme sig i familier,” siger Pernille Boelskov.
Foregår ved Hasle
I “Kulmørket” bliver både Agnethe og Lars nødt til at grave i deres families fortid. Også selvom de ikke helt er klar til det. Og den nye krimi er rykket helt tæt på Hasle, hvor forfatteren selv bor.
Udover kulbrydningen spiller keramikken, leret og den gamle Hasle Klinker-fabrik også en rolle i historien.
“Jeg forsøger at skrive mine krimier, så de kun kan foregå på Bornholm, ikke andre steder,” forklarer hun: “Jeg vil allerhelst væve det bornholmske så tæt ind i plottet som muligt.”
“Kulmørket er fjerde bind i Pernille Boelskovs serie af bornholmerkrimier med præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politimanden Lars.
Krimien udkommer tirsdag 1. oktober på Forlaget 4. til venstre.



