Jesper vil knække kedelig verdensrekord

SYGDOM: Knap 19.000 danskere er ramt af sclerose. På godt 20 år er antallet fordoblet, og Danmark indtager nu førstepladsen over lande med den højeste forekomst af sclerose i verden. Den udvikling vil formanden for Scleroseforeningen på Bornholm vende.

Jesper Andersen

 

Jesper Andersen er formand for Scleroseforeningens lokalafdeling på Bornholm, og søndag 8. september går han forrest i kampen for at knække koden til den uhelbredelige sygdom og den triste danske verdensrekord, når Scleroseforeningen samler ind til forskning i sygdommen i hele landet.

121 ramt på Bornholm
Jesper Andersen fra Aakirkeby er en af de 121 bornholmere, der lever med sclerose. Han fik sygdommen konstateret for knap 40 år siden i en alder af bare 19 år, og dengang fandtes der ikke samme viden om den som i dag.

Selvom der i mellemtiden er sket medicinske fremskridt i behandlingen af sygdommen, er han dog ikke i tvivl om, hvad han kæmper for. Ikke mindst i lyset af den udvikling, der gør, at Danmark ifølge den seneste internationale opgørelse nu indtager førstepladsen i verden over lande med den højeste forekomst af den fremadskridende og invaliderende sygdom.

Bugt med sclerose
”Vi skal have helt bugt med sclerosen, og ikke lade os slå til tåls med at kunne mildne sygdommens udvikling for nogle, men ikke alle patienter. Det mål kan vi kun nå, hvis vi bliver ved med at støtte forskningen, for det er kun forskningen, der kan give os bedre behandlingsmuligheder, end dem vi har i dag, og føre os på sporet af en kur,” siger Jesper Andersen, der i løbet af de seneste år for alvor er blevet mærket af sygdommen.

For den bornholmske formand tjener den årlige landsindsamling dog endnu et vigtigt formål:

Udbrede kendskabet
”For mig handler indsamlingsdagen også om at udbrede kendskabet til sygdommen. Når vi går fra dør til dør, er vi med til at sætte ansigt på og forklare den her sygdom, som for hvert år rammer flere og flere, ofte unge, danskere, og som ikke bare vender op og ned på tilværelsen for dem selv, men også for deres familier og børn,” forklarer Jesper Andersen, der har løftet opgaven som formand for Scleroseforeningens lokalafdeling på Bornholm gennem snart 10 år.

Håber på god modtagelse
Han håber, at rigtig mange bornholmere er hjemme og vil tage godt imod, når det ringer på døren midt i formiddagskaffen eller lige efter frokosten søndag  8. september, hvor frivillige fra Scleroseforeningen går på gaden i hele landet for at samle ind til den afgørende forskning:

Livsbekræftende
”Det plejer at være en rigtig livsbekræftende oplevelse at være ude at samle ind. Vi møder stor opbakning fra folk. Folk er søde til at støtte indsamlingen, og rigtig mange er interesserede i at vide mere om sygdommen, som kan være svær at forstå, fordi den også har mange usynlige symptomer som hukommelsesbesvær og andre kognitive udfordringer,” fortæller formanden om erfaringerne fra tidligere års indsamlinger.

Man kan stadig nå at deltage i indsamlingen

 

Det er sjette år, at Scleroseforeningen gennemfører sin landsdækkende indsamling, hvor der samles ind til forskning i sclerose. Sidste år blev der samlet 6,1 millioner ind, og det er den foreløbige indsamlingsrekord. Scleroseforeningen støtter årligt forskning i sclerose med knap 20 millioner og finansierer mere end halvdelen af al uafhængig forskning i sclerose i Danmark.

”Landsindsamlingen er et så væsentligt et bidrag til Scleroseforeningens støtte til forskningen i sclerose, at meget forskning ikke ville foregå, hvis det ikke var for landsindsamlingen,” siger formanden.

Kan stadig nå at gå med
Alle, der har tid og lyst til at slå en rask søndagsgåtur sammen med at være med til at samle ind til kampen mod en sygdom, der rammer danskere især, kan stadig nå at tilmelde sig en af de ledige ruter på www.sammenmodsclerose.dk. Her kan man også læse om, hvordan man kan samle ind online, hvis man er forhindret i at gå en rute eller bare hellere vil samle ind på denne måde i stedet for at gå en rute.

Du vil måske også synes om

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN: Fredag 21. august. Solen står op kl. 05.44 og går ned kl. 20.21. Dagen er aftaget to timer og 48 minutter. (UV Maks 4.4). Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en rigtig god weekend.   Vejret i dag: Nogen eller en del sol, men ud på eftermiddagen efterhånden mere skyet vejr,

Læs mere »

Invitation til sangglade bornholmere

MUSIK: Gospelkoret AmaZing starter ny sæson torsdag 27. august – og inviterer bornholmere, der har lyst til at synge, til at komme og prøve koret gratis.   Gospelkoret AmaZing slår dørene op til en ny sæson med masser af sangglæde, energi og fællesskab torsdag 27. august kl. 19. Koret øver

Læs mere »

Her er beviset: Bornholm er solskinsøen

KLIMA: Bornholm lander på en førsteplads blandt landets 98 kommuner, når det gælder solskinstimer. Det viser en opgørelse foretaget af 1KOMMA5°.   Fra 2024 til 2025 er mængden af solskinstimer steget kraftigt på tværs af hele landet. I Bornholm skinnede solen i alt 2.127,0 timer i løbet af 2025. Det

Læs mere »