MUSIK: Helt forrygende optræden af Klezmofobia og sangerinden Channe Nussbaum, der fik hele Svanekegaarden til at svinge og danse med til fed dansemusik, der fik alle op af stolene – og i gang med at hoppe og springe…

“Jeg skal lige ha’ en pause…jeg er 63 år…”
Sagt efter en helt forrygende sceneoptræden af sangerinden Channe Nussbaum, der for alvor fik sat gang i sagerne i Svanekegaarden i går formiddags. Hun. hoppede og sprang sammen med ungerne – skabte en herlig dansekvartet af deltagende børn – og havde næsten mere energi end dem.
I en næsten fyldt teatersal var der opbud af børn og voksne, forældre og bedsteforældre – og en masse skønne unger, der forventningsfyldte sad og ventede på optræden af Klezmofobia – et skønt band, der er på besøg på Bornholm i disse dage.
Heldigvis.
Voksenkoncert
I aften onsdag 3. juli er der “voksenkoncert” kl. 19.30 i Svanekegaarden – og alle, der kan lide virkelig swingende musik – og vil være glade – bør indfinde sig der.
Det er en 20 års jubilæumstourné, som det humørfyldte band er ude i – og humørfyldt? Mon ikke…
Havplantemusik
I går til familie- og børnekoncerten ville Channe gerne have noget “havplantemusik”, så hun kunne danse havplante-dans med børnene.
“Hvad er havplantemusik”, spurgte trommeslager Jonatan Asien.
“Det ved jeg ikke, spil det nu bare,” lød svaret.
Og så spillede Klezmofobia ellers klingende og svajende “havplantemusik” – det kalder jeg for improvisation.
(Artiklen fortsættes under billedet)

“Hvad er det for en mærkelig guitar”, spurgte en dreng sin bedstemor. Jeg havde selv haft samme tanke.
“Det er en stor lut,” lød svaret.
Håber drengen hørte bedre efter, da instrumentet blev præsenteret af Jesper Lund Jacobsen, der spillede på basbalalejka, som instrumentet retteligen blev kaldt.
Livsglæde
En time fyldt med svingende “Klezmer” – egentlig betegnelsen for jødiske instrumenter og senere musikere, men i løbet af de sidste 100 år en musikalsk genre-betegnelse. Klezmermusik er traditionel jødisk folkemusik specielt dansemusik som bruges til bryllupper og andre fester.
Og det kan om noget sætte gang i bentøjet – i går også i form af den foreløbigt længste kædedans, der er set i Svanekegaarden.
Anført af Channe og et dusin unger – så 63 år? Det er da vist kun på papiret…
Husk voksenkoncerten i aften – hvis du vil opleve en gang smittende livsglæde…



