Bornholmske bryggerier slår alarm over foreslået afgiftsnedsættelse

BRYGGERIER: I kølvandet på det nylige forslag fra “Frigast-udvalget” om at fjerne rabatten på ølafgiften for små- og mellemstore bryggerier, udtrykker de bornholmske bryggerier, Svaneke Bryghus, Small Batch Bornholm og BeerHere, alvorlig bekymring.

Tre b0rnholmske bryggerier er bekymrede over et forslag fra regeringens ekspertgruppe. (Foto: Lior Zilberstein)

 

Regeringens ekspertgruppe, med erhvervsmanden Christian Frigast i spidsen, har netop fremlagt sine anbefalinger for fremtidens erhvervsstøtte til regeringen. Gruppen har foreslået at afskaffe den såkaldte moderationsordning, hvilket vil få direkte økonomiske konsekvenser for små og mellemstore bryggerier i Danmark herunder de bornholmske bryggerier.

Stort årligt tab
For Svaneke Bryghus alene vil fjernelsen af moderationsordningen medføre et årligt tab på ca. 600.000 kroner. Dette vil ikke kun underminere virksomhedens konkurrenceevne, men også nødvendiggøre en omfattende genovervejelse af fremtidige investeringer i bryggeriet.

Steen Jespersen fra Svaneke Bryghus påpeger, “Det er ikke en afgift, som vi kan kompensere for gennem prisstigninger, da markedet for øl er ekstremt konkurrencepræget. Når vi ser tilbage på de seneste år, så har rabatten haft en positiv effekt på det danske ølmarked, og at fjerne den nu, er nærmest at straffe de små- og mellemstore bryggerier, der virkelig kæmper for sin position i markedet.”

Konkurrencepræget
Johnny Fagerlund fra Small Batch Bornholm tilføjer, “Som et lille bryggeri vil det gøre det betydeligt vanskeligere for os at opretholde vores driftsomkostninger. Moderationsordningen er afgørende for vores bundlinje, og en afskaffelse vil få direkte konsekvenser for vores overlevelse.”

Moderationsordningen, også kendt som rabatten på ølafgiften, eksisterer i flere EU-lande og er afgørende for at styrke konkurrenceevnen for mindre bryggerier over for større konkurrenter med lavere omkostninger til produktion og distribution.

Mindre i kassen
I Danmark modtager de mindste bryggerier som Small Batch Bornholm og BeerHere en rabat på 50 pct. på ølafgiften, hvilket er afgørende for deres overlevelse og vækst. En fortsættelse af ordningen vil betyde, at staten årligt får 15 mio. kr. mindre i kassen i afgift. Til gengæld er ordningens betydning for bryggeriernes levedygtighed uvurderlig.

Blomstrende ølkultur
Afskaffelsen af moderationsordningen vil ikke kun underminere konkurrencevilkårene for de bornholmske bryggerier, men også true mangfoldigheden og væksten i det danske ølmarked. De bornholmske bryggerier opfordrer derfor regeringen til at genoverveje dette forslag og bevare moderationsordningen for at sikre en fortsat blomstrende ølkultur i Danmark.

Du vil måske også synes om

1.000 løber med i Höst Open

ORIENTERINGSLØB: Höst Open løbes over tre dage i Åkirkeby, Vestermarie Plantage, Almindingen og på Hammeren   Når startskuddet lyder til den 36. udgave af orienteringsløbet Bornholm Höst-Open i weekenden 23.-25. oktober, bliver det med et imponerende og mangfoldigt felt. Knapt tusind deltagere fra seks nationer vil skabe masser af liv

Læs mere »

Mormormad? Hvad med “Børnebørnmad?”

Jeg tror, at især brødrene Price har været eksponenter for udtrykket “Mormormad” – selv om det egentligt var brødrenes far, John Price, der var den berømte gastronom (og skuespiller) i den familie, der også udgjordes af skuespiller og senere chef for TV-teatret, Birgitte Price. Skuespiller, sceneinstruktør og gastronom John Price

Læs mere »

Julehjælp i Rønne og i Nexø

JULEHJÆLP: Rønne Vineyard og Rotary i Nexø uddeler julehjælp til udsatte børnefamilier på Bornholm.   Af Lene Dam Jørgensen Julen er for mange familier den tid på året, der giver økonomiske bekymringer for flere børnefamilier. Kirken Rønne Vineyard og Rotary i Nexø giver julehjælp til udsatte børnefamilier på Bornholm, så

Læs mere »