MUSIK: Musikhuzets, Møbelfabrikkens og Erhvervsforeningen Østbornholms nye spændende samarbejde om foreløbig to koncerter i Nexø, er kommet godt fra start.

Til koncerten på Møbelfabrikken i Nexø med Alberte Winding Duo lørdag 20. januar er alle billetterne nu solgt, og man skal heller ikke vente alt for længe med at købe billetter, hvis man vil opleve Thomas Buttenschøn samme sted lørdag 24. februar, siger projektansvarlig Torben Severinsen fra Musikhuzet.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Torben fortsætter: ”Vi havde en forventning at der ville blive rift om billetterne, og vi har en fornemmelse af, at mange af de solgte billetter har ligget under de bornholmske juletræer i år. Koncert billetter er jo også en god gave, der glæder flere gange. Både når den gives, og igen når koncerten afvikles.”
Mere musik i Nexø
Fra Musikhuzets side, som regionalt spillested, håber man at det bliver starten på et samarbejde med flere koncerter i Nexø i fremtiden. I Erhvervsforeningen Østbornholm er man i gang med at etablerer en ”musik-arrangør gruppe”, som skal planlægge og gennemføre et musik program i Nexø i 2024 og fremover.



