Mindeord: Ivar Jørgensen

Mindeord fra Nexø Rotary Klub ved Ivar Jørgensens død mandag 2. oktober

Ivar Jørgensen (Privat foto)

Ivar Jørgensen blev født 24. februar 1939, voksede op på Tyskegård i Ibsker uden for Årsdale. Efter studentereksamen i 1958, hvor han mødte sin livsledsager, Inger, rejste de til København for at læse videre. De kom tilbage til Bornholm i 1970, hvor de etablerede landinspektørvirksomhed på Havnebryggen 1 i Svaneke.

Landinspektør Ivar Jørgensen blev optaget i Nexø Rotary Klub på anbefaling af bagermester Erik Iversen, Nexø, 5. februar 1975.

Ivar havde udført opmåling til Marcussens sommerhuse i Pedersker, som Erik Iversen administrerede, og som den dag i dag udgør Marcussen Fonden, hvorfra klubben donerer midler til unge bornholmere.

Ivar Jørgensen forblev et skattet medlem indtil sin død. Ivar var således medlem af Nexø Rotary Klub i mere end 48 år.

Ivar Jørgensen var gennem alle år et stort aktiv for Nexø Rotary Klub, og meget pligtopfyldende – han startede som sekretær, der dengang var den mest arbejdskrævende post i klubben. Derefter gik det slag i slag, formand for international tjeneste i flere omgange, præsident i 1981/82, formand for diverse tjenestegrene, kasserer i tre omgange.

Derudover var Ivar med til at etablere eget klublokale i 1983, og da vi købte vores eget klublokale i Nørregade 10 i 2017, mødte Ivar op for at hjælpe med malerarbejdet…..

Ivar deltog sammen med Inger hvert år i de årlige Ø-træf, der blev etableret tilbage i 80’erne på foranledning af Pehr-Olof Böckelman fra Åland. Det var Rotary klubberne på Åland, Gotland, Øland og Bornholm der arrangerede årlige Rotary træf på skift, og hvor man boede privat hos hinanden, her fik Ivar og Inger gode venner for livet, selv om ordningen uddøde først i 90’erne.

Ivar og Inger deltog også i flere af Rotary´s Internationale Conventions (årsmøder), bl. a. i Berlin og senest i Glasgow, hvor de den dag i dag også har gode venner….Ivar var god til at knytte varige venskaber….

Her de senere år etablerede Nexø Rotary Klub flere vinrejser, hvor Ivar og Inger var selvfølgelige deltagere. Bl a. til Porto, Sicilien, Bordeaux og Pie Monte.

Ivar elskede havet, og som ung byggede han sammen med en kammerat deres egen kajak, der blev opbevaret på Tyskegård, mens han læste og arbejdede på Sjælland. Den kom så frem igen, da Ivar og Inger kom tilbage til Bornholm i 1970. Senere fik Ivar både motorbåd og sejlbåd.

Foruden sit engegement i Rotary var Ivar også med i andet frivilligt arbejde. Da Nexø Golfklub blev startet, lavede Ivar hele tegningsarbejdet og alle opmålinger til kommunen.

Ivar var rotarianer med stort R. Ivar levede om nogen op til Rotary’s idealer om: Er det sandt? – Er det rimeligt for alle involverede? – Vil det skabe goodwill og fremme venskab? – Og vil det være til gavn for alle involverede?

Ivar blev udnævnt til ”Paul Harris Fellow” (Rotarys hædersbevisning) i 2021.

Ivar var en lun fætter og en rigtig god kammerat – Æret være Ivar Jørgensens minde!

På vegne af Nexø Rotary Klub

Erling Munk                                                                                                                                                    

Du vil måske også synes om

Så er SMS-svindlerne på spil igen

POLITI: En kvindelig borger fra Allinge fik tirsdag aften en SMS, hvor afsender udgav sig for at være hendes barn og bad om en straksoverførsel på knap kr. 25.000, hvilket hun straks fandt mistænkeligt. Flere andre borgere landet over har modtaget lignende henvendelser: Ofte fra en “datter” eller “søn”, der

Læs mere »

Bornholmsk succes på fodboldbanen

FODBOLD: De tre bornholmske fodboldhold U16 Piger, U16 Drenge og U14 drenge bare vinder og vinder. Lover fantastisk for fremtiden for fodbolden på Bornholm – hvis de unge talenter bliver hjemme Det går forrygende for de tre ungdomshold U16 Piger, U16 Drenge og U14 Drenge i Elite Bornholm. Der er

Læs mere »