FOREDRAG: Daniel Øhrstrøm bor i Rønne med sin familie og er forfatter, salmedigter og kulturjournalist på Kristeligt Dagblad. Desuden holder han mange foredrag og for en gangs skyld også i Rønne, torsdag 28. september.

Menighedsrådet ved Sct. Nicolai Kirke er vært. når den lokale kulturjournalist Daniel Øhrstrøm holder foredrag i Sct. Nikolai Kirke i Rønne torsdag 28. september.
Emnet er spændende: Hvad er dannelse? Og hvad har dannet dig?
For med de to spørgsmål i bagagen tog Øhrstrøm tilbage i 2008 på dannelsesrejse gennem en række interviews med blandt andre Johannes Møllehave, Anne Knudsen, Lars-Henrik Schmidt og Bertel Haarder. Det blev til interviewbogen ”Vild med dannelse – fra Goethe til Google”.
Tysk tænkning
Dengang havde han selv den pointe, at vores forståelse af dannelse engang var gennemsyret af tysk tænkning, men i dag er mere underlagt amerikanske medier og algoritmer på internettet.
I sit foredrag fortæller han dannelsens historie helt tilbage til antikken – via Akropolis, Golgata, Goethe, Grundtvig, bornholmske Madvig, Kierkegaard og moderne dannelsestænkere. Og om hvordan han selv er blevet klogere som journalist, siden han i 2010 blev kulturjournalist og gennem årene har interviewet et hav af kloge mennesker – og skrevet bøger om alt fra Fangekoret fra Vridsløselille til litterære klassikere.
Foredraget finder sted i præstegårdsladen i Rønne, og der er gratis adgang og en kop kaffe klokken 19.30.



