MUSIK: Ibrahim Electric og Ekspressen får Svanekegaarden til at swinge onsdag og fredag

Onsdag 19. juli kl. 19.30 står Ibrahim Electric på scenen i Svanekegaarden – og fylder den med jazz, funk, surf, afrobeat, 50’er rock ‘n’ roll, soul, blues, disco mm. Ibrahim Electric er en fantastisk live-oplevelse og Svanekegaarden glæder sig til at igen byde indenfor til et brag af en havekoncert.
Trioens energiske, udadvendte og til tider provokerende musik har henrykket folk overalt, hvor de er kommet frem. Ibrahim Electric har spillet succesfulde koncerter på klubber og festivaler i omkring 25 forskellige lande på fire forskellige kontinenter, lige fra Shanghai til Vancouver, fra Monte-Carlo til Moskva og fra Varanger til Casablanca.
Tre kapaciteter
Ibrahim Electric består af intet mindre end tre store kapaciteter indenfor dansk musik, nærmere betegnet guitarist Niclas Knudsen, trommeslager Stefan Pasborg og organist Jeppe Tuxen. Alle har de skabt sig et navn på den danske og internationale musikscene, både i egne projekter og som ”sidemen” hos forskellige kunstnere i ind- og udland.
Tag festhumøret med
Fredag 21. juli kl.19.30 er det Ekspressen, der sætter gang i haven.
(Artiklen fortsættes under billedet)

“Tag festhumøret med og få en fantastisk aften, når vi igen byder velkommen til koncert med Ekspressen – ingen sommer uden dem, for når Ekspressen går på scenen, sker der noget,” lyder det fra Svanekegaardens administrator, Mie Hjort.
På kort tid har Ekspressen stået på nogle af landets største scener og underholdt hundredetusindvis af mennesker på TV, festivaler og spillesteder over hele landet. Bandet har vundet flere priser og toppet hitlister.









