BORNHOLM RUNDT: Hele 248 deltagere er på vej mod målet i Rønne – humøret er højt og fødderne efterhånden lidt ømme…

Så er hele 248 deltagere på vej mod målet ved Viking Atletik i Rønne efter en god nats søvn, for de flestes vedkommende, i Nexø.
Kun godt en halv snes har måttet tage vandreskoene af og give op undervejs – af resten af den store gruppe er flere ved middagstid nået frem til Boderne og mangler nu den sidste bid til Rønne.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Bornholmnyt.dk har været i forbindelse med mediets udgiver, Flemming Falk Hansen, der er med på marchen øen rundt og noget pustende meddeler, at alt er godt og at Bornholmnyt.dk’s team på fem mand vil fuldføre i god tid.
Personligt skal han dog ikke feste eller fejre, at den tre dage og 125 kilometer lange march rundt om øen nu snart er slut:
“Feste? Nej tak, jeg skal lige hjem og have et varmt bad…”
“Hvordan går det med fødderne her ved middagstid?”
“Hvilke fødder…??”
Tak for samtalen – og fortsat god tur…
Deltagerne gik i fredags 30 kilometer fra Rønne til Allinge og lørdag yderligere 45 kilometer fra Allinge til Nexø. I dag er turens længste etape på 50 kilometer fra Nexø til Rønne – og ikke ad den lige landevej.



