Forleden var der over 500 mennesker, der sendte mig en enslydende email, fordi min postkasse var fuld. Jeg forsøgte mig med den morsomhed, at det var bedre, at min postkasse var fuld, end jeg selv var det, men lige meget hjalp det: Hjælpsomme venner og kolleger fortsatte strømmen af email: Din postkasse er fuld…
Jeg besvarede møjsommeligt alle henvendelser med den, for mig, beroligende meddelelse, at jeg havde fået samtlige mails, fordi min ene postkasse automatisk sender videre til en anden. Hvorfor det? Hvis en postkasse går ned, så er der altid den anden. Og journalister – og mange andre – går jo i krampe i 2020, hvis man ikke kan modtage sine mails.
Det vidste sig, at årsagen til dagens problem var, at jeg havde tilmeldt mig noget, der hedder webmail på en tidligere emailadresse. En webmail var smart for en del år siden, inden jeg fik en gmail-konto, der virker på alle såkaldte platforme. Altså mobil, iPad og computer.
Den postkasse havde imidlertid kun plads til 1.000 emails. Det antal får jeg sådan cirka hver uge – og så er det jo, man skal ind og slette.
Det krævede imidlertid et brugernavn og en adgangskode, som jeg ikke kunne finde.
Kender De dét?
Man har en lap papir, der ustandeligt dukker op med et brugernavn og en adgangskode. Og når man endelig skal bruge disse oplysninger er papiret væk.
Så går der en halv time, inden man giver op og klikker på beskeden “Glemt adgangskode?”
På samme måde er der adgangskoder til gmail, til netbank, internet, aviser, web-butikker og fanden og hans pumpestok. Der er koder til betalingskort, mit SAS-kort, til mit notesprogram – og nu er der også en adgangskode, hvis jeg vil lytte til min telefonsvarer i udlandet…
Jeg skrev en gang alle disse koder ind i min telefon, på en hemmelig side – også med en kode.
Så glemte jeg den, og så var jeg lige vidt…
En gang fik jeg den lyse idé at bruge samme brugernavn og adgangskode til alle hemmelighederne. Og nej, det var ikke Edvard stave bagfra eller navnet på min første hund. Men goddaw do, så virkede det ikke her, så virkede det ikke dér. “Adgangskoden skal bestå af mindst 12 bogstaver, heraf mindst to store samt to tal”. Og mere af samme skuffe. Nogle steder må der ikke være bindestreger – og nogle steder er navnet allerede i brug. Det er til at blive bims af…
Nu har jeg fundet min egen højteknologiske løsning. Skrevet hele skidtet ind i en sort notesbog.
Håber jeg kan finde den…
God weekend – og husk: Solen kommer snart tilbage til øen.
