Piloten med begge ben på jorden

FØDSELSDAG: Jens Peter Thuesen Jensen, Svaneke, kan i dag torsdag 29. december fejre 80 års fødselsdag

Jens Peter Thuesen med sin Cesna 177-RG. I dag fylder. han 80 år. (Foto: Finn Edvard)

 

Man kan fortælle meget om dagens 80 års fødselar, Jens Peter Thuesen Jensen, Svaneke. Men det gør man ikke, for fødselaren har altid været meget privat omkring sig selv. Det ligger ganske enkelt ikke til ham at fremhæve sig selv, man skulle næsten tro, manden var jyde.

Men det er han ikke. Jens Peter er fra Amager, men er senere ad omveje havnet på Bornholm, hvor han nu bor i den gamle bank i Svaneke – på førstesalen, mens hustruen,  norske Sissel, driver sin populære forretning “Mollys” i stueetagen.

Han har ellers noget af en historie: Den handler om en dreng,  der dårligt kunne klare sig i skolen, men endte som indehaver af landets måske ikke største, men så fineste brandhouses, som det hedder nu om dage, Thuesen Jensen A/S. Oprindelig grundlagt af farmand, men senere videreudviklet på fornem vis af Jens Peter.

Med over 3.500 forskellige kvalitetsvarer til køkken og bord. Med 80 ansatte og afdelinger i Norge og Sverige. Og en årsomsætning på næsten 400 mio. kr.

Solgte firmaet

Jens Peter solgte for ikke så længe siden sit livsværk, men fik som den naturligste ting af verden en plads i bestyrelsen i den køkkenvirksomhed, der overtog Thuesen Jensen A/S, der blev grundlagt af farmand tilbage i 1939.

Jens Peter voksede op i en to et halvt værelses lejlighed på Amager, noget i kontrast til boligen i Svaneke i dag – for ikke at tale om sommerhuset i Bølshavn.

De forhold havde han nok ikke forudset, da han i sin tid kom i lære som isenkræmmer hos L.V. Eriksen på Godthåbsvej i København.

Så var det på med den brune kittel: “En pakke søm, s’gerne…”

Hele den spændende historie om dette erhvervseventyr og dens hovedperson kunne man læse på Bornholmnyt.dk for et par år siden – og nysgerrige kan stadig finde artiklen her på mediet.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Jens Peter med sin Sissel (Privatfoto)

 

Interessen for Bornholm kom efter nogle feriebesøg hos familie – og værnepligt aftjent på Almegårds Kaserne.

Jens Peter var så heldig, at også hustruen Sissel faldt for Bornholm. Det skete, da hun fik sig en uddannelse i oplevelsesøkonomi i Nexø.

Sammen besluttede de sig for at flytte til Bornholm, omend Jens Peter i begyndelsen pendlede meget mellem firmaet ovre og Bornholm.

Sommetider i sit eget Cesna-fly som han stadig snupper sig en flyvetur i. Til glæde for venner og bekendte, der på den måde får sig en flyvetur og set Bornholm fra fugleperspektiv.

Gæst hos “Madvig”

I dag er Jens Peter af og til gæst, bl. a. på udskænkningsstedet “Madvig” i Svaneke.

Her kan man få sig en gevaldig hyggelig snak om dit og dat, for hans interesser er talrige. Og hvis man spidser øren, kommer der guldkorn fra de mere ungdommelige dage, hvor fødselaren bevægede sig rundt i det muntre københavnske minefelt.

Det gik høj og flot, indtil han en dag var i Oslo for at sælge nogle af sit køkkenudstyr,.

På den modsatte side af disken stod norske Sissel. Og hun var ikke sådan at bide skeer med.

“Jeg ville ikke købe hans varer, men Jens Peter – det var noget andet”, siger hun med et smil. “Ham ville jeg gerne ha’…”

Gode historier

Og Sissel, familie og private venner er med i aften, når Jens Peter skal fejres.

Det er ikke sikkert, han er så vild med den hovedrolle.

Men så kan han jo gemme sig lidt væk igen allerede i morgen, evt. hos “Madvig”, hvor de gode historier ikke sjældent reducerer professionelle stand-up-shows til det rene amatørteater.

Bornholmnyt.dk ønsker tillykke!

 

Du vil måske også synes om

Anette og Sverre vandt på Dueodde Golfbane

GOLF: 21 spillere deltog i Aakirkeby Mesterskabet i golf, der blev spillet på Dueodde Golfbane.   Så blev det endnu en gang tid til årets store golfbegivenhed i Aakirkeby, hvor det uofficielle Aakirkeby Mesterskab blev spillet for 22. gang på Dueodde Golfbane. Hele 21 forventningsfulde golfspillere mødte op med håbet

Læs mere »

Forslag: Bevar bibliotekerne med ny rolle i beredskabet

BIBLIOTEKERNE: Folk & Sikkerhed Bornholm foreslår at undersøge, hvordan de lokale biblioteker kan bevares ved at udvide deres rolle til også at være tryghedspunkter og formidle pålidelig beredskabsinformation.   Initiativet omkring bevarelsen af bibliotekerne har opbakning fra hele Folk & Sikkerhed og kan som led i Bornholms arbejde som frontløber

Læs mere »

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN: Onsdag 14. oktober. Solen står op klokken 7.27 og går ned klokken 18.04. Dagen er aftaget med 6 timer og 47 min. Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en god onsdag.   Vejret i dag: Skyet med spredte byger, men i løbet af dagen klarer det op, og der kommer nogen

Læs mere »