KUNST: Kunstrunden er en årligt tilbagevendende begivenhed i Kristi Himmelfart-ferien, hvor en lang række kunstnere og kunsthåndværkere åbner deres værksteder og atelier for publikum. I år har Kunstrunden 61 deltagere, og af disse har de 14 doneret hver et værk til udlodning.

Alle Bornholms Kunstrundes deltagere er repræsenteret med et enkelt værk ved den fælles udstilling på Gudhjem Museum. Udstillingen er skabt for at give publikum det allerbedste udgangspunkt, når gæsterne skal beslutte hvilke kunstnere, de vil stifte nærmere bekendtskab med og besøge på deres hjemadresser.
Det vil nemlig være en næsten umulig opgave at nå rundt til alle, men på museet finder man information om, hvor man finder de enkelte kunstnere og kunsthåndværkere i løbet af Kunstrunden.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Udstillingen starter før den egentlige kunstrunde, nemlig lørdag 21. maj, hvor der er fernisering med gratis adgang til Gudhjem Museum fra kl 13 til 17
Værkerne kan ses frem til og med søndag 29. maj, og i denne periode holder museet åbent alle dage fra 22. til 29. maj fra kl. 11 til 16. Disse dage tages almindelig entré.
“Selve Kunstrunden med åbne gallerier og værksteder begynder torsdag 26. og slutter søndag 29. maj”, oplyser Hanne Strøby fra museet.










