
Kritikerroste og publikums-darlings – Katinka Band – satte fredag aften gang i festen i Musikhuzet. Bandet var nærværende og havde nerve. Og med deres fængende musik og sange gav de publikum en forrygende fest. Teksterne, der har rod i Katinkas egen dagbog, var fyldt med omsorg og smertelige følelser, som kom helt ud over scenekanten.
Bandet spillede flere nye numre fra det forrygende og anmelderroste album “Ekstremsport”, der udkom fredag. Efter koncerten solgte bandet merchandise og skrev autografer til publikum.

Lørdag aften var det Natasja Luy Ken Juul Jensen, kendt under kunstnernavnet Faunea, der gav den gas på scenen i Raschs Pakhuz. Hendes mystiske, hjemsøgende mørke side sendte flotte kontraster i kombination med hendes smukke lyse toner. På scenen var hun eksperimenterende og brugte dygtigt stemmen som et instrument.
Lydtroldmanden Dwonji, alias Lasse Louis Helius Franch, afrundede aftenen med at tage publikum med til den elektroniske undergrund. Han spredte en heftig energi med lyden af symfonisk pop.



