Der har været godt gang i jazzen i Nexø i de sidste dage, hvor “Østersø Jazz” er vendt tilbage – og der jazzes også i dag søndag

Østersø Jazz er vendt tilbage – og det med så stor succes, at formanden i sin lille tale til festivalen meddelte, at der også bliver jazzfestival i Nexø til næste år.
Og det glæder naturligvis alle jazzglade bornholmere – og de mange turister, der elsker at sidde i de hyggelige omgivelser i Nexø – hvad enten det er på havnen, på torvet eller et af de andre steder, hvor der jazzes i havnebyen.
(Artiklen fortsættes under billedet)

I de sidste dage har jazzen klinget flere steder i Nexø, på torvet, Sommerfugleparken, Balka Søbad, H8 på havnen, Nørremøllecentret og Brugsetorvet.
Daimi og Louisiana Jazzband
Og publikum har kunnet lytte til bl. a. Daimi med Louisiana Jazzband, norske Equinor Storband, amerikanske Charles Burton Blues Band, Vincent og Venner, papa Kotij, svenske Dragkedjan, Karolines Kapel, Spirit of New Orleans og flere andre.
(Artiklen fortsættes under billedet)

I dag søndag fortsætter Nexø med at jazze: Allerede kl. 10 begynder “Ud fra femte” på torvet og følges senere af Krystyna Durys fra Polen. Amerikanske Charlie Burton Blues Band går på kl. 14 som sidste band på torvet.
Jazz og sommerfugle
Men der er også jazz i Sommerfugleparken, det er kl. 14, hvor Havz Jazz optræder.
På H8 på havnen er der jazz kl. 12.30 med Carsten Lund band og kl. 14 med Lindblad, Mousing, Amstrup og Elvang.
(Artiklen fortsættes under billedet)

“ØstersøJazz i Nexø” er en forening, og den er dannet i anledning af Nexø bys 650 års jubilæum i 1996. Foreningen arrangerede dette år den første jazzfestival i Nexø. Musikforeningen har siden 1996 gennemført denne festival og planlægger at fortsætte traditionen fremover.
Ud over sommer festivalen har foreningen også afviklet en række vinterarrangementer og kirkekoncerter.



