Jeg bryder sammen og tilstår – jeg har en masse fordomme, som jeg daglig kæmper med, og som jeg forhåbentligt lykkedes at skjule, for de er lidt pinlige.
F.eks. er jeg sikker på, at hvis man vil være en kendt kunstner, så skal man ikke bekendtgøre, at man er medlem af Dansk Folkeparti eller for mænds vedkommende gå i jakke med slips. Og for kvinder i nederdel og cardigan.
Det skal man ikke.
For så bliver man ikke taget alvorligt som kunstner.
Så kan man skrive nok så godt, og male nok så godt, og synge nok så godt. Det hjælper ikke.
Man bliver ikke taget alvorligt som kunstner, og man bliver ikke omtalt pænt i Politiken eller i DR P1.
Og hvis den pågældende også er skeptisk overfor klimaaktivismen, så er den helt gal. Så bliver man ikke anerkendt kunstner i Danmark, stol på det…
Forfattere og musikere skal naturligvis være venstreorienterede. Forfattere skal helst solidarisere sig med klimakampen og se undertrykte mennesker allevegne. Musikere skal engang i mellem råbe “Fuck” – et eller andet…
Som da Jonas Eika kritiserede den danske, socialdemokratiske regerings flygtningepolitik, som han kaldte racistisk, i sin takketale efter at have modtaget Nordisk Råds litteraturpris. Han fik omgående stærk opbakning fra forfatternes formand. Han mente, at forfatteren havde særlige rettigheder.
Man spørger sig selv, om opbakningen også havde fundet sted, hvis forfatteren havde kritiseret regeringen for at være for eftergivende overfor flygtninge og asylansøgere? Eller være for eftergivende overfor voldelige demonstranter. Man kan se det for sig. En forfatter, der siger:
“Jeg vil gerne kritisere regeringen for ikke at sende flere asylansøgere direkte hjem…”
Havde den pågældende så også “særlige rettigheder?”
Kunstnere, filminstruktører, digtere kan tillade sig at slynge om sig med udokumenterede angreb og ukvemsord – hvis de vel at mærke går i den rigtige retning.
Og malere skal naturligvis helst gå i sjusket påklædning og sige ting, almindelige mennesker ikke kan forstå. Det kan ikke nytte noget at skrive en tekst til et katalog, som andre mennesker forstår. Så gælder det ikke, så hellere skrive noget, som de pågældende selv i meget private øjeblikke kan erkende er det rene vrøvl, hvis bare det fremstår lidt uforståeligt, så er den hjemme. “Det jeg forsøger at udtrykke med maleriet…”
Jeg kender en meget anerkendt og respekteret maler, der offentligt kun viser sig i plettede malerbukser, fordi folk forventer det af ham.
Forfattere skal også helst fremstå lidt virkelighedsfjerne, især digtere. At indtægtskilden som oftest er bistandshjælp fremgår aldrig af et interview i en søndagsavis, der beskæftiger sig mest med kunstnere med et meget smalt publikum. Det kommer aldrig frem, hvordan man kan tjene til livets ophold ved at være tre år om at skrive 24 digte. Det synes jeg ellers kunne være interessant at vide.
Digtere, forfattere og andre kunstnere SKAL være bekymrede over klimaet, meget bekymrede, og de skal ALTID støtte unges aktivisme, hvor hovedløs den så kan være.
Skuespillere, der harmes over Danmark og landets indstilling til flygtninge. Man kan undres. Og man tør jo næsten ikke skrive det, men hvis Danmark virkelig er så frygteligt et sted, hvordan kan det så være, at der er så mange, der vil hertil – og at der ikke er nogen, der vil væk herfra?
Men kunstnernes holdninger er også i orden med mig. Vi lever i et demokrati, hvor alle har ret til at have deres egen mening – og give udtryk for den. Og jeg er selv på venstrefløjen i mange anliggender. Bevar mig vel.
Det bliver bare lidt ensformigt og lidt trættende, at alle kunstnere ser ens på alt i denne verden. Man ved på forhånd, hvad de mener om snart sagt alting.
Det er i grunden meget småborgerligt. At ingen tør skille sig ud…når ansøgningerne om fondsmidler skal sendes afsted.
Men så er det da godt, at det bare en en fordom om kunstnere, som jeg har.
For det er det vel?
Jeg vil tænke over det i weekenden – og håber De får en god en af slagsen…
