Fiskerikoncernen Espersen og BOFA har via affaldsselskabets innovationsplatform, Zero Waste Bornholm fundet sammen om en affaldsfri fremtid på Bornholm.

En fælles vision og en række konkrete projekter skal sikre bedst mulig genanvendelse af emballage og andet affald fra fiskefabrikken i Hasle.
”Vi støtter helt klart op om visionen for et affaldsfrit Bornholm i 2032. Derfor er vi glade for at kunne meddele, at vi har indgået et fremsynet partnerskab med BOFA. Samarbejdet ligger i naturlig forlængelse af vores målrettede indsats for at blive mere miljø- og klimavenlige, hvor minimering af affald og maksimalt genbrug står helt centralt”, siger fabrikschef Stig Nielsen fra Espersen.
Er frontløber
Hos BOFA er man stolte over at have fået en af øens markante virksomheder med på visionen.

”Vi er glade for, at Espersen vil være frontløber og med til at vise vejen for andre. Alle virksomheder står over for en stor opgave, når de i fremtiden skal sortere deres affald i en del flere fraktioner – lige som husholdningerne. Espersen hjælper BOFA med at finde den rigtige måde at gøre det på. Desuden har vi flere konkrete initiativer i støbeskeen, hvor vi sammen kan finde nye løsninger for mindre affald og mere genbrug”, fortæller direktør, Jens Hjul-Nielsen fra BOFA.
Genanvendelse har topprioritet
Et af de projekter, samarbejdet har i støbeskeen, er genanvendelse af det særlige papir, der bruges til at emballere de frosne fiskeblokke, som fabrikken arbejder med, når de producerer fiskeburgere til bl.a. McDonald’s.

Det særlige papir har en coating i stil med mælkekartoner. Papiret beskytter fiskens kvalitet, til gengæld kan det ikke genbruges som almindeligt papir, men skal deles op i forskellige materialer, før det kan genanvendes.
Mange hensyn
”Denne type emballage er et godt eksempel på, at vi som Espersen ikke kan løse problemerne alene. Men vi kan søge samarbejder med andre, som har metoder, teknik og kunder til få materialet adskilt og solgt videre, så ressourcerne kan få nyt liv. Vi har allerede en stor genvindingsgrad på vores affald, men vi skal blive endnu bedre. Det skal samarbejdet med BOFA hjælpe os med”, siger Espersens bæredygtighedschef Jennie Montell.
Hun understreger dog, at der er mange hensyn, der skal tages.
Fødevaresikkerhed
”Vores fornemste opgave er fødevaresikkerhed. Vi skal sikre, at emballagen beskytter produktet bedst muligt og sikrer holdbarheden. Når det er sagt, lægger vi stor vægt på at arbejde med miljøvenlige og genanvendelige materialer. Her har vi som producenter et stort ansvar, og vi er allerede i fuld gang”, siger Jennie Montell.

Espersen er en international koncern med produktion i Danmark, Polen, Litauen, Rusland og Vietnam. Derudover salgskontorer i Sverige, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Hong Kong og Malaysia. Fabrikken i Hasle beskæftiger 34 medarbejdere og er specialiseret i produktion af fiskeburgere og fish fingers.



