Har du lagt mærke til, hvor svært det kan være at bruge ordet undskyld?
Det er selvfølgelig ikke dig, der har svært ved det, men alle os andre. Vi sniger os udenom, siger måske ”beklager”, ”det er jeg ked af”. De fleste gange håber vi bare, at tiden læger alle sår, men et dybfølt undskyld, mens man kigger den anden i øjnene og begge kan mærke, at det her virkelig er ment? Sådan en undskyldning kan noget helt særligt.
Men hvorfor er det så egentlig så svært for os at sige det? Jeg spurgte engang en psykoterapeut, som svarede, at det ligger i vores kultur, at vi skal efterstræbe at være perfekte.
Siden barndommen har vi lært, at man ikke skal græde over spildt mælk, og i såvel privat som arbejdsmæssig sammenhæng bliver vi opfordret til at tænke positivt og ikke dvæle ved det, der gik galt.
Dybest set er det jo ellers både sundt og sympatisk at stoppe op og indse, at man skulle have handlet anderledes. At fortryde er at se realiterne i øjnene og forstå, at en anden beslutning ville have været bedre, især hvis ens forkerte valg er gået ud over en anden.
Min mor havde virkelig svært ved at give en undskyldning. Det nærmeste, vi er kommet, er, at min far sagde undskyld for hende. Det handler om stolthed, og vi kan være villige til at gå langt for, at den ikke skal krakelere, men når man først har sagt undskyld, synes jeg tit man opdager, at det egentlig ikke var det store offer. Man blev bare lidt lettere om hjertet.
Selv øver jeg mig i at blive god til det, især over for mine børn. Nogle gange kan de gøre mig virkelig irriteret, og i øjeblikket kan det føles rimeligt at hæve stemmen, eller decideret skælde dem ud. Bagefter kan jeg se, at det måske ikke var berettiget at blive så vred, at der overhovedet ikke kom noget godt ud af det.
Det er her, undskyldningen er på sin plads, og det er selvfølgelig over for de nærmeste, det er allermest svært, men også mest nødvendigt.
