Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny politik, der skal sikre et mangfoldigt og varieret kultur-, idræts- og fritidsliv for alle.

Den nye politik indenfor fritid, sport og kultur kaldes ”Vores Ø – Politik for kultur, idræt og fritid på Bornholm”. Det er den første politik, der samler kommunens ambitioner for kultur-, biblioteks- og idrætsområdet, der hidtil har haft hver sin politik. Politikken har været i offentlig høring, og flere af de forslag, som er kommet ind med de i alt otte høringssvar, er blevet indarbejdet i den ny udgave af politikken.
”Det er en ambitiøs politik, som skal bidrage til, at kultur, idræt og sociale fællesskaber bliver en endnu større del af vores hverdag” udtaler Erik Lund Hansen, formand for Job-, Udviklings- og Fritidsudvalget.
”Politikken åbner op for nye muligheder og spændende samarbejder, der også involverer områder så som natur, sundhed, byudvikling og uddannelse og bevarer alle de muligheder vi har i dag. Jeg håber, at politikken vil inspirere og skabe stolthed over de mange engagerede aktører og tilbud, som vi har på Bornholm og som vi sammen skal fastholde og videreudvikle. Det er derfor, at vi har givet politikken titlen ’Vores Ø”, fortæller Erik Lund Hansen, som samtidig kvitterer for de gode inputs kommunen har modtaget i forbindelse med formuleringen af den nye politik.
Livskvalitet og fællesskaber
Politikken indeholder en række temaer, som vil sætte rammen for arbejdet på kultur-, idræts- og fritidsområdet de kommende år. Temaerne er livskvalitet, dannelse og fællesskaber, samskabelse samt faciliteter og mødesteder.
Inden for hvert tema er der formuleret en række målsætninger. Et lille udpluk af politikkens målsætninger er, at borgere skal inddrages i udviklingen af kultur-, idræts- og fritidstilbud, aktiviteter skal synliggøres mere og kultur, natur og idræt skal være en integreret del af børn og unges dagligdag. De politiske målsætninger skal realiseres i samarbejde med borgere, foreninger, kulturinstitutioner, idrætsorganisationer og fritidsaktører, forvaltninger m.fl.










