Skønt gensyn med Aura

MUSIK: Fredag aften blev Musikhuzet fyldt af både musikalsk magi og dybfølt nærvær, da Aura vendte hjem til Bornholm og indtog scenen foran et oplagt publikum.

Aura på scenen i Rønne. (Fotos: Jesper Kofoed Møller / Musikhuzet)

Af Torben Severinsen

Sangeren og guitaristen Aura er født i København, men kom som syv årig til Bornholm, hvor hun voksede op. Og med sit livehold i ryggen mindede hun fredag aften publikum i Musikhuzet i Rønne om, hvorfor hun stadig står som en af Danmarks største stemmer og mest markante hitmagere.

Fra første tone blev salen løftet af de ikoniske hits som “Geronimo”, “Song For Sophie” og “In Love With The World,” og stemningen kulminerede, da de nyere favoritter “Mirrorball of Hope” og “Marry Me” satte både hjerter og stemmer i svingninger. Publikum sang med,  og lod sig rive med af den energi, som kun Aura kan levere – en blanding af rå kraft, sårbarhed og ren pop-lykke.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Aura – født i København, men voksede op på Bornholm. Hun har også familiære rødder i så forskellige lande som Færøerne, Frankrig  og Spanien gennem sine forældre.

 

Mellem sangene delte 40-årige Aura alias Maria Louise Joensen generøst ud af sin personlige historie. Hun fortalte om, hvordan det føltes at vende hjem til klippeøen, hvor hun som ung frivillig i Musikhuzet drømte om en dag selv at stå på scenen.

Hun mindedes den morgen på Bornholms Amts Gymnasium, hvor hun traf beslutningen om at forlade skolen og følge drømmen om at tage til Australien og blive popstjerne – og den rørende stund, hvor hun for første gang så sin far græde over hendes valg.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Aura kom tæt på publikum i Rønne og inviterede på besøg i sin musik og sit liv.

 

Det var en aften, hvor cirkler blev sluttet. Aura viste sig ikke kun som den internationale popstjerne, hun er blevet, men også som den bornholmske pige, der aldrig har glemt, hvor hun kommer fra. Med varme, humor og ærlighed inviterede hun publikum ind bag kulissen af sit liv og sin musik.

Du vil måske også synes om

Bornholm skal være bedre til at transportere krydstogtsgæster rundt på øen

TURISME: Bornholm har forbedret gæsteoplevelsen for øens krydstogtgæster, men der samtidig er potentiale for større geografisk spredning og bredere lokal værdiskabelse. Og et overvældende flertal på øen byder krydstogtsgæsterne velkomne…   En helt ny rapport, udarbejdet af CRT for Rønne Havn og Destination Bornholm, viser styrker og muligheder for forbedringer

Læs mere »

Den professionelle…

HÅNDVÆRK: Simon Leegaard Rømer er ikke bare bornholmer med stort B og en usædvanlig hyggelig mand – han er også en del af det super-professionelle team fra Knudsker VVS Vist kan 50-årige Simon Leegaard Rømer godt lide at være blandt kammeraterne på fisketur i Sverige, men vær sikker på, at

Læs mere »