TILTALE: En 35-årig kvinde kan tiltales for at fremme terrorvirksomhed samt for indrejse og ophold i et konfliktområde i Syrien.

Af Anette Pedersen
Justitsministeren har tiltrådt, at anklagemyndigheden kan rejse tiltale mod en 35-årig kvinde for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., ved igennem en periode fra december 2014 til september 2018 at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Derudover kan kvinden tiltales for overtrædelse af straffelovens § 114 j ved i en periode fra den 30. september 2016, hvor forbuddet mod indrejse i de omhandlede områder i Syrien trådte i kraft, og indtil september 2018 som dansk statsborger uden tilladelse at være indrejst og have opholdt sig i områder af Syrien, der i perioden var defineret som konfliktzoner, og hvor IS var part i en væbnet konflikt.
Skærpende omstændighed
”Vi mener, der er beviser for, at den 35-årige kvinde ved at virke som sygeplejerske på et IS-hospital og som hjemmegående husmor til mindreårige børn og hustru til personer, der var aktive i IS, bidrog til, at IS kunne opretholde og konsolidere sin position i området. I forhold til tidligere lignende sager mener vi også, at det er en skærpende omstændighed, at hun havde en aktiv funktion som sygeplejerske på et IS-hospital,” siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København.
Ikke dansk statsborger
Kvinden havde dobbelt statsborgerskab, da hun som 25-årig rejste til Syrien sammen med sin daværende mand. Hun blev efter en afgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet frataget sit danske statsborgerskab, og Højesteret bestemte ved dom af 5. oktober 2022, at afgørelsen var gyldig. Kvinden er derfor alene udenlandsk statsborger, hvorfor anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.
Kvinden kom til Danmark fra al-Roj-lejren i Syrien sammen med sine to børn den 22. juni 2023. Hun har været varetægtsfængslet, siden hun 23. juni 2023 blev fremstillet i grundlovsforhør.
Sagen vil blive søgt fremmet som en tilståelsessag. Den er forhåndsberammet ved Københavns Byret 30. juni.









