.jpg)
”Kom maj du søde, milde”.
Sådan gik min mor og sang, da hun ventede min ankomst i maj 1945. Hun længtes efter, at fødslen blev overstået, og det kan enhver, der har oplevet at vente på en sådan, forstå.
Jeg kom til at tænke på det forleden, for i morgen er det 1. maj, og vi går alle og længes efter et forår med lidt varmere vejr, end vi har haft indtil nu. Kommer det da ikke snart?
Men der kan være andet, vi også længes efter.
Vi længes. Sådan er det for enhver gravid kvinde; sådan er det for ethvert barn, som glæder sig og længes efter sin fødselsdag, eller vi kan tænke på tidens konfirmander, som ser frem til at være hovedperson for en dag i kirken, i familie og venners lag.
Der er andre, som længes efter mere rolige og fredeligere tider i den verden, vi daglig hører om, som ligger i krig eller plages af trusler om krig.
Oluf Palme (1927–1986): ”Folkets længsel efter frihed kan ikke slås ned i det lange løb. Den vil leve og sejre til sidst.”
Vi må håbe og tro på, Oluf Palme havde ret.
Længsel kan vi have efter en løsning på problemer, vi måtte have, og nogen længes efter frihed fra smerter og sygdom. Nogen længes efter en, som de har mistet, sørger og savner. Nogen længes efter fællesskab og mening i tilværelsen, efter kærlighed og nærvær.
Hvor er Gud i vores længsel?
På mange måder oplever vi Gud gribe ind i vores liv, (hvis vi da opdager det) hvor han giver os langt ud over, hvad vi længes efter, men det sker dog, at vi ikke forstår, hvorfor Gud ikke griber ind? Hvorfor gør han ikke noget? Sådan har vi lyst til at spørge.
I Bibelens salmebog i Det Gamle Testamente ikke bare spørges der, men der klages og jamres.
”Vågn op! Hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsel? Vor sjæl synker ned i støvet, vor krop klæber til jorden. Rejs dig, kom os til hjælp! Udfri os, så sandt du er trofast?” Salmernernes Bog, 44, vers 24-27.
Når salmedigteren dengang kunne tillade sig at klage på så ærlig vis – og nærmest gøre det så vredt og så bebrejdende – og tilmed komme med i den hellige bog – så er det nok også ok, at vi gør det.
Det er så befriende, at vi i Bibelen læser om ganske almindelige mennesker, som har følelser ligesom os andre, og som næsten gir udtryk endda for tvivl om Guds trofasthed. Bibelen er ikke en bog for og om helte, og den er ikke støvsuget for beretninger om mennesker, som udtrykker vrede og jammer.
”Så sandt du er trofast”. Man kan næsten høre på tonefaldet, at det er vedkommende nu lidt i tvivl om.
Gud kan tåle både vore spørgsmål, vores vrede og vores mismod!
”Er vi troløse, så forbliver han trofast. For han kan ikke fornægte sig selv.” 2. Timoteus brev kap. 2 vers 13.
Vi får langt fra svar på alle de svære spørgsmål. Livet er en gåde – et mysterium, men det ligger fast, vi er elsket af Gud, og han vil det bedste for os. Det må vi holde fast i, når livet er svært, og vi ikke får svar på vore spørgsmål.
Den katolske munk og forfatter Wilfred Stinissen skriver i sin andagtsbog ”I dag er Guds dag”.
”Guds tid har en rytme, som indeholder død og opstandelse. Alting begynder, alting dør, alting begynder på ny. Der gives stærke og svage øjeblikke. Der gives tidspunkter, hvor der ikke sker noget specielt, og tidspunkter, hvor noget helt nyt begynder.”
Det betyder, at nok kan det gå op og ned i livet, og alt kan synes håbløst, men der er altid en opstandelse, der findes altid håb, og håbet holdes vedlige bl.a.ved min længsel.
Og hør her:
Wilfred Stinissen skriver: ”Din længsel er din forberedelse. Længslen graver nye dyb i din evne til at modtage!”
Og han nævner: ”Måske vil Gud give os mere tid for at længes lidt mere.”
Vi ved ikke, hvad længslen gør i os af gavn, men det kommer os nok heller ikke så meget ved.
Der er udgivet en bog med titlen: ”Længslen er din gave.” med Søren Kirkegårds mange litterære bønner, og en af bønnerne giver udtryk for netop dette.
Måske modtager vi livet med større taknemlighed.
Måske føres vi fra et mere overfladisk syn på at have krav på alt, til et mere modent syn på det at leve.
Måske derfor er længslen Guds gave til os!
Det, der kommer let, går let. At lægge sit liv i Guds hænder betyder ikke, at Gud fungerer som en lykke automat med gevinst hver gang – alt efter min lyst og min længsel.
Svære oplevelser giver os en livserfaring, som vi så også kan bruge i vores omgang med mennesker i virkelig nød, men også i deres glædes stunder, for vi ved, der er håb! Det har vi oplevet i vores eget liv. Hvis vi ikke har oplevet det, så har vi besluttet, at der er håb, for vi kender den Gud, vi tror på.
Vi kan så nemt gribes af en overfladiskhed, som nemt kan føre til egoisme og navlepilleri, hvor vi glemmer vores næste.
Gud har lagt længslen i os, og så ser vi fremad og omkring os, og så ser vi andre, der har det værre end lige ”lille mig”.
Længsel og tro kan være hinandens følgesvende, for Gud lader hverken dig eller mig ikke i stikken. Han er trofast.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
