3,1 mio kr. skal styrke arbejdsglæden i byggebranchen

ERHVERV: Velliv Foreningen har bevilliget 3,1 mio. kr. til et treårigt projekt, der skal styrke arbejdsglæde, samarbejde og psykologisk tryghed i byggebranchen på Bornholm.

Mere trivsel og samarbejde på de bornholmske byggepladser.

 

Som en del af projektet er fem bornholmske virksomheder udvalgt som pilotcases. De fem virksomheder bliver frontløbere i arbejdet med at afprøve og videreudvikle konkrete metoder og værktøjer, der kan styrke trivsel og samarbejde på byggepladserne. Erfaringerne skal efterfølgende udbredes til resten af branchen.

“På Bornholm er vi afhængige af at kunne fastholde dygtige folk i branchen – og tiltrække flere. Derfor er psykologisk tryghed og arbejdsglæde vigtige temaer i byggeriet lige nu. Det handler om, at man kan sige sin mening, stille spørgsmål og lære af fejl, og at samarbejdet fungerer i hverdagen,” siger Joan Prahl fra FH Bornholm.

Første samlede analyse
Som led i BygTrivsel gennemføres også en analyse, der skal give et samlet billede af den bornholmske byggebranche. Bornholm skal for første gang have et tværgående indblik i, hvordan medarbejdere i byggeriet oplever arbejdsglæde, samarbejde og tonen på byggepladserne.

Det sker gennem en anonym netanalyse Diagnose Bornholm, som er en del af projektet BygTrivsel. Analysen distribueres bredt via fagforbundene 3F Bornholm, Metal Bornholm, Blik & Rør Bornholm og Dansk El-Forbund Bornholm, samt til lærlinge via Campus Bornholm og til virksomheder via DI Byggeri Bornholm.

Det går godt
“Vi har faktisk en formodning om, at det går godt på Bornholm. I mindre samfund kan man ikke slippe afsted med dårlige arbejdsvilkår – omdømmet spreder sig hurtigt,” siger Jens Koefoed, formand for DI Byggeri Bornholm:

“Men netop derfor er det interessant at få detdokumenteret. Analysen kan bruges konstruktivt – og måske også være med til at synliggøre, at Bornholm er et godt sted at arbejde i byggebranchen.”

Kan styrke trivsel
Byggebranchen på Bornholm mangler kvalificeret arbejdskraft, og analysen kan også blive et redskab til at tiltrække flere faglærte og nye medarbejdere, hvis resultaterne bekræfter det billede, man forventer.

“Når vi kan dokumentere god trivsel på byggepladserne, bliver det et stærkt kort i kampen om arbejdskraft. Folk flytter sig derhen, hvor arbejdsliv og familieliv hænger sammen,” siger Rune Holm, tilflytterkonsulent på Bornholm.

Branchen inviteres til et møde tirsdag 14. april, hvor resultaterne fra Diagnose Bornholm offentliggøres og præsenteres, og hvor der også bliver mulighed for at drøfte, hvordan analysen kan bruges til konkrete forbedringer i hverdagen på byggepladserne.

Du vil måske også synes om

Iben bliver ny hospitalsdirektør

PERSONALIA: Efter to år som vicedirektør og de seneste seks måneder som konstitueret direktør sætter Iben Kyhn Riis sig permanent i direktørstolen på Bornholms Hospital.   Med en særlig kombination af klinisk indsigt, stærk lokal forankring og en loyal udmøntning af de givne rammer sætter Iben Kyhn Riis sig for

Læs mere »

Vil droppe planer om et vandkulturhus

VANDKULTUR: Bestyrelsen i Foreningen Bornholms Vandkulturhus indkalder til ekstraordinær generalforsamling tirsdag 3. november med forslag om at indlede en nedlæggelse af foreningen.   Efter flere års arbejde med at udvikle grundlaget for et nyt vandkulturhus i Rønne vurderer bestyrelsen, at de nødvendige forudsætninger for at bringe projektet videre til realisering

Læs mere »

Unge skabte uro i Aakirkeby og Rønne

POLITI: Fredag aften kneb det for en gruppe unge mennesker at følge reglerne på biblioteket på Hans Rømer Skolen, hvor de festede og hørte høj musik. En patrulje kørte til stedet, hvor der blev fundet syv unge mennesker, som fik besked på at finde et andet sted at opholde sig.

Læs mere »