POLITI: Tidligt tirsdag aften blev en varebil med en trailer stoppet på Segenvej ud for travbanen. Varebilen blev ført af en 17-årig mand fra Østermarie, som hverken havde kørekort til bil eller trailer.
I traileren sad to unge mænd, som hoppede af, da de så politiet. Føreren blev sigtet for kørsel uden førerret samt for at overtræde færdselslovens bestemmelse om køretøjers belæsning. Derudover får ejeren af bilen, en 26-årig mand fra Nexø, en bøde for at overlade nøglerne til en, der ikke har kørekort.