Veteranrally fyres af fra Allinge

I weekenden 2. og 3. juli  kører Bornholms Motor Veteraner det 44. veteranrally Bornholm Rundt.

Så er der veteranrally på Bornholm.

 

Knapt har de sidste gæster forladt Folkemødet, før der sket noget i Allinge igen: Denne weekend er det Bornholms Motor Veteraner, der indtager byen for at starte det 44. veteranrally på Bornholm.

Igen i år er der start og mål fra Cirkuspladsen på Strandvejen i Allinge, hvor samtlige godt 175 veteran-køretøjer skal være klar og linet op på startstedet lørdag 2. juli kl. 8.00.

Starten går kl. 9.00, hvor deltagerne sendes afsted parvis. Lige numre svinger til venstre og ulige numre drejer til højre af Strandvejen, således at man kører modsat hinanden på hele ruten, der i år er ca. 123 km lang.

Skal løse opgaver undervejs

Undervejs skal deltagerne besøge seks poster, hvor føreren skal løse og klare nogle spøjse og underfundige opgaver med mindst mulige antal strafpoint. Godt halvvejs på ruten, ved Nexøhallens cafeteria,  holdes der ind og spises frokost.

Hele turen rundt forventes at tage fire-fem timer. Det er helt bevidst, at deltagerne både har tid til at nyde det smukke bornholmske sommerland og det hyggelige sociale samvær, der ligeledes er i højsædet. Lørdag aften er der middag og præmieoverrækkelse i Nordlandshallen i Allinge med ca. 200 deltagere.

Parade i Allinge

Søndag 3. juli fra kl. 9.30 til 11 er samtlige køretøjer opstillet til parade Cirkuspladsen, hvor publikum naturligvis er mere end velkomne til at komme og kigge på de mange flotte veteran-køretøjer.

Søndag kl. ca. 11 begiver samtlige køretøjer sig i små grupper, af forskellige ruter, til Nordbornholms Røgeri og til den afsluttende frokost med de traditionelle røgede sild.

Også her kan køretøjerne beskues på på P-pladserne ved røgeriet fra ca. kl. 12.

Det er så afslutningen på årets veteranrally.

Seneste artikler

Fik du læst?