Ny Formand for Interforce Region Bornholm

”Jeg vil gerne være med til, at flere bornholmske virksomheder værdsætter og forstår den store indsats de frivillige ved Hjemmeværnet yder, samt hvor vigtigt det er, at der bakkes op om reservestyrken” siger direktør Peter Lund Olsen, der netop er tiltrådt som regional formand for Interforce Bornholm.

Peter Lund Olsen

 

Som formand for InterForce Bornholm, der er en organisation, der er tilknyttet forsvaret, skal Peter Lund Olsen blandt andet sikre, at der skabes en bro mellem det civile arbejdsmarked og det danske forsvar.

”InterForce bør blive en naturlig del af bornholmske virksomheders sociale ansvar og deres CSR-politik. Virksomhederne kan i den grad løfte dette forsvarsmæssige sociale ansvar. Eksempelvis ved at give deres ansatte, der er med i Hjemmeværnet eller reserven, fri i perioder til at løsevigtige opgaver til gavn for samfundet. Dette er i lyset af situationen i Ukraine, måske mere vigtig nu end som nogen sinde,”, siger Peter Lund Olsen.

”Bonus’en er, at virksomhederne får medarbejdere tilbage med nye ledelsesmæssige kompetencer  – og samtidig med en tilfredshed over at have ydet en indsats, siger Peter Lund Olsen”.

Den nye regionale formand, der bor i Rønne,  tiltrådte 1. marts.

Hvad er InterForce?
Interforce er sat i verden for at få et nært samarbejde mellem forsvaret og den civile sektor. Virksomheder, som har medarbejdere ansat, som er en del af Reservestyrken eller som blot ønsker at bakke op om det danske forsvar og beredskab, kan på den måde yde et stort bidrag til Danmarks sikkerhed i en usikker verden.

Reservestyrken består af mænd og kvinder, der er soldater i Reserven. Men den består også af de mange frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.

Det kan være en belastning at skulle undvære centrale medarbejdere i de dage, hvor vedkommende medarbejder skal stille op i uniform og enten efteruddanne sig ved Forsvaret eller hjælpe til i krisesituationer. Interforce ønsker at minimere disse gener så meget som muligt. I tæt dialog med virksomhederne.

Seneste artikler

Fik du læst?