Lille bryggeri klar med donation til ukrainske flygtninge

Indehaver af bryggeriet “Small Batch” i Rønne, Johnny Fagerlund og brygger Anders Blomquist har solgt 900 liter specielt fremstillet øl til fordel for de ukrainske flygtninge på Bornholm.

Johnny Fagerlund – en hjælpende hånd til ukrainske flygtninge.

 

Af Pernille Lindblom

Ideen med at sælge øl til fordel for de ukrainere, der opholder sig på Bornholm, er blevet vel modtaget af kunderne, og bryggeriet har netop solgt alle 1.800 flasker med øllet, “Ale Aid.”

Indenfor en måneds tid kan indehaveren af det meget roste bryggeri”Small Batch”, Johnny Fagerlund, derfor donere det ubeskårede beløb for salget af støtte-øllen, som han og brygger Anders Blomquist fandt på at fremstille i marts.

Johnny Fagerlund med en Ale Aid – øllen til fordel for ukrainske flygtninge.

 

”Vi kan donere ca. 65.000 kroner, som er vores bidrag til hjælpearbejdet,” fortæller Johnny, da han lader sig fotografere med den allersidste flaske Ale Aid, som han selv har valgt at beholde, til minde om idéen, der opstod en ganske almindelig dag i bryggeriet.

En humlet øl

”Min dygtige brygger, Anders og jeg, stod med 900 liter færdig øl på en tank, som var brygget lidt anderledes og eksperimenterende, end vi plejer. Smagen var god, men lidt mere humlet end vores øvrige varianter, derfor fandt vi på at sælge denne særlige øl til fordel for et særligt godt formål.”

Hjælpsomme partnere

Støtte-øllen, som den blev døbt, er realiseret med hjælp fra samarbejdspartnere, der har stillet ydelser til rådighed uden beregning, således at den fulde indtægt fra salget, er øremærket hjælp til ukrainere på øen, når momsen er betalt.

Small Batch fremstiller en række populære  øl-produkter

 

”Vi har mærket stor opbakning fra vores leverandører og forhandler omkring projektet. For eksempel har grafikkerne fra Hakon Holm i Rønne ydet os gratis layout til øletiketterne og Scanket A/S har leveret etiketterne uden beregning. Derudover har firmaet Brewolution, kvit og frit, sendt os 1.800 ølflasker, og de lokale dagligvareforretninger har undladt at tage avance ved salg.”

Til glæde og gavn

Indenfor de næste par uger vil Johnny rådføre sig med blandt andre integrationsafdelingen i Bornholms Regionskommune for at sikre sig at de donerede midler kommer flest mulige ukrainere til gode .

”Det er vigtigt at spørge nogle af de mennesker til råds, der til daglig arbejder med – eller støtter – ukrainerne på Bornholm. Dette for at sikre at pengene bruges på den mest hensigtsmæssige måde” slutter Johnny.

60.00 liter øl årligt

Om bryggeriet: Small Batch blev registreret i 2015 og producerer i dag 60.000 liter øl årligt. Produktionen forventes at stige til det dobbelte i indeværende år. Bryggeriet har i øjeblikket 18 forskellige ølvarianter i sortimentet, samt en dessert-øllen Coconut Vanilla Inferno.

Seneste skud på stammen er en pilsner, brygget på bestilling til Ølstauern i Allinge, samt Øl-snapsen Bierbrand, der er skabt i samarbejde med Bornholm Distillery og bestilt af Melsted Badehotel.

Læs mere på Smallbatch.dk og se optagelse fra bryggeriet på Youtube, Ø-tv Bornholm. Programmet er tilgængeligt fra uge 21.

Seneste artikler

Fik du læst?