Folkeracejubel: To danske mestre

Flot præstation af de to bornholmske folkeracere Christina Steinlein og Tobias Larsen, der begge blev danske mestre i weekenden
Bornholmerne jublede efter en flot sæson, der gav to danske mestre. Fra venstre Mathias, Tobias (dansk mester) , Torben og Christiina (dansk mester).

 

 

Så blev sidste afdeling af DM i Folkerace kørt i Ikast. Teamvwrally fra Hasle stillede til start med det velkendte hold bestående af kvartetten: Torben og Tobias Larsen, Christina og Mathias Steinlein.

Og det blev en forrygende dag for de bornholmske kørere med to danske mesterskaber til henholdsvis Christina Steinlein og Tobias Larsen.

Holdet havde endnu engang deres guldmekaniker Brian Borgen med. Mette Olsen og Jacqueline Lundgaard var med som trofaste supportere.

Vennerne var med

Desuden havde to bornholmske venner og klubkammerater Jackie og Pia Hansen valgt at tage turen til Ikast og overraske teamet med viftede bornholmske flag og fejre dem. Det vakte stor glæde. Samtidig sad resten af BMS, familie og venner hjemme og fulgte spændt med i dagens resultater.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Christina på vej i sin mesterskabs-bil – se kølerhjelmen

 

Og det var en meget våd bane, der mødte det bornholmske hold  til træningen, men heldigvis tørrede den op i løbet af dagen.

Mathias Steinlein kørte som altid supergodt, men han havde problemer med lidt påkørsel. Hans Seat gik tillige i nødprogram, så den kørte ikke optimalt, men på trods af det kæmpede han bravt: Seaten blev kastet rundt i alle sving til stor jubel hos publikum. Mathias kom med i en D-finale, og den fik fuld pedal og han lå i front, men en knækket drivaksel gjorde, at han måtte se de andre køre forbi  – og han kom sidst i mål.

Mathias endte på en flot sjetteplads i det samlende DM og modtog en flot pokal.

Ramte autoværnet

Torben Larsen, der kørte i VW Golf, gav den alt hvad den kunne trække, og selv da han ramte et autoværn, holdt han bare speederen i bund og klarede sig videre. Desværre var der en defekt på gearkassen, så Torben måtte se sig slået og kom dermed ikke i finale. Han endte samlet på en syvendeplads i DM og modtog også en fin pokal.

Overlegen dansk mester

Christina Steinlein, der kørte i sin Golf med nylakeret guld-motorhjelm, vandt to heatsejre i de indledende og var sikret en plads i A-finalen.

Lige til finalen begyndte det at regne, og desværre fik hun problemer med sprinkleren, hvilket betød mudder på ruden, så det blev “kun” til en tredjeplads –  men dog en plads på podiet.

Samlet var hun dog allerede sikret sejren og er nu nu officielt Danmarksmester 2021 i Ladies.

En lille tåre…

Tobias Larsen, der deltog i sin Golf 4’er, vandt alle tre indledende heat og kom direkte i A-finalen. Der var stor spænding i den finale,  da der var kamp om de sidste point. Det var kun få point, der skilte de førende ad og alt kunne ske.

Der blev hele tiden regnet på point i de forskellige teams, nervepirrende spænding.

Glade bornholmske folkeracere

Men efter en meget spændende finale endte Tobias på en andenplads, og det var heldigvis nok til at samlet slå sin modstander med et point, og han kunne derefter kalde sig Danmarksmester 2021 i super-klassen.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Glade bornholmske folkeracere

 

Der var stor jubel i pitten, og teamchef Torben Larsen (farmand) kneb en lille tåre.

To danske mestre

“Teamvwrally fra Bornholms Motor Sport havde dermed to Danmarksmestere, en sjetteplads og en syvende plads. Det var en helt vild oplevelse”, fortæller Christina Steinlein.

Sideløbende blev der kæmpet om point til holdmesterskabet mellem de 12 deltagende klubber, og her lykkedes det BMS at få tredjepladsen og en pokal.

Alt i alt kunne Teamvwrally køre hjem efter et brag af en præmiefest  med syv pokaler to guldmedaljer, laurbærkranse, blomster og masser af godt ræs samt godt sammenhold med de andre folkeracere.

Bornholm blev endnu engang sat fast på landkortet, denne gang med et stort guld søm og alle er nu klar til at komme og deltage i løb på Bornholm.

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?