Bornholms Kunstmuseum genåbner torsdag

Museet åbner igen torsdag 20. januar – og i dagens anledning bydes på et glas vin

Oluf Høst: Nyfalden sne, Tilhører Oluf Høst Museet, © Oluf Høst / VISDA. Foto: Nikolaj Beyer.

 

Siden søndag 19. december har Bornholms Kunstmuseums sale og kontorer stået tomme. Museet nåede at have dørene åbne til vinterens store Oluf Høst-udstilling i én god dag, før der måttet låses alt af.

“Vi glæder os til igen at kunne fylde museet med gæster og byder velkommen til en dejlig åbningsdag torsdag 20. januar fra kl. 13 til 17. Museets medarbejdere vil være i museets sale og fortælle om de nye udstillinger, og fra klokken 15 byder vi på et glas vin,” lyder det fra museet.

Oluf Høst på besøg

Med VINTERVISIT har museet inviteret Oluf Høst på besøg blandt sine samtidige kolleger fra Bornholm og Christiansø. Alle værker i udstillingen er fra de to store bornholmske samlinger; Oluf Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum. Ønsket er at komme tættere på, hvad Oluf Høst var optaget af i sine malerier og at præsentere hans kunstneriske udvikling i sammenhæng med malerne omkring ham.

“Glæd dig til at opleve Høst i samspil med kunstnere som Karl Isakson, H.P. Haagensen, Olaf Rude og Kamma Salto.
I udstillingsperioden inviterer museet alle interesserede indenfor til samtaler og foredrag. Arrangementerne vil løbende blive opdateret på museets hjemmeside”, oplyser Bornholms Kunstmuseum.

Da pandemien ramte

I foråret 2020 ramte pandemien Danmark, og kunstnere kunne ikke længere udstille og vise deres værker frem offentligt eller modtage besøg i deres atelier.

I samarbejde med Brd. Larsens Legat besluttede Bornholms Kunstmuseums daværende direktør, Lars Kærulf Møller, at indsamle værker skabt af 23 kunstnere og kunsthåndværkere med tilknytning til Bornholm. Det er de værker, der er blevet til en udstilling under titlen BRÆNDT, BLÆST, DYRKET & MALET. Værker indsamlet, Bornholm 2020.

Her præsenteres keramik, der er brændt, glas, der er blæst, levende organismer, der er dyrket og billeder, der er malet. Og så sætter udstillingen også fokus på dét at registrere værkoplysninger; en klassisk opgave for et kunstmuseum.

Det er både en vigtig og spændende forpligtelse for statsanerkendte kunstmuseer at registrere værkoplysninger, for hvilke fortællinger skal bevares for eftertiden? Hvad siger kunstnerne om deres værker og hvad oplever gæsterne?

Udstillingen kan opleves frem til januar 2023.

Seneste artikler

Fik du læst?