Blodig læsning fra Bornholm

Katrine Engbergs nyeste krimi “Isola” beskriver et bestialsk og vildt blodigt mord  – og kommer godt rundt på hele Bornholm i jagten på morderen…

Der foregår skumle ting på Bornholm i Katrine Engbergs seneste krimi “Isola”. Her er vi i Sandvig. (Foto: Kenneth Holt / Destination Bornholm)

 

“Engberg forstår til fulde at holde læseren på pinebænken, lige til det hele falder på plads i en vild finale”.

Sådan skriver dagbladet Jyske Vestkystens anmelder om Katrine Engbergs nyeste krimi “Isola”. Det vender vi tilbage til.

For det er på Bornholm, at handlingen foregår i Katrine Engbergs seneste krimi, “Isola”. Ordet “Isola” stammer fra det latinske insula og betyder ø.

Psykopatisk morder

Og der er flere grunde til, at Engberg anvender “Isola”. Årsagen skal naturligvis ikke afsløres her, ej heller navnet på den, må man sige, psykopatiske morder, der anvender en vildt blodig metode til at tage livet af sit offer.

Doyle og Christie

Og jeg må tilstå, at jeg ofte falder hen i den tankebane, at fortidens berømte krimiforfattere, Christie, Sayers, Wallace, Doyle – alle som een kunne skrive vildt fængslende kriminalromaner, solgt i enorme oplag, uden at anvende bestialsk, blodige effekter for at fange læserens interesse.

“Fortid” vil nogen hævde. Slet ikke. Conan Doyle og Agatha Christie (sidstnævntes bøger er verdens næstmest solgte) har også nutidens interesse, se blot i tv-oversigten…

Ikke at det skæmmer Engbergs krimi.

Slet ikke. Jeg nævner det også bare, sådan for en ordens skyld.

For jeg vil da gerne anbefale Engbergs “Isola” – især til bornholmere eller til folk med interesse for øen.

Det er en glimrende skrevet kriminalroman, som man kan hygge sig gevaldigt med.

Jyske Vestkystens anmelder skriver meget rosende om Engbergs evne til at holde læseren på pinebænken “lige til det hele falder på plads i en vild finale”.

På mig virkede afslutningen dog en smule tam i forhold til, at det rent faktisk lykkes Engberg at skrue tempoet op, så man forventningsfuldt læser videre mod den spændende finale.

Den faste politiduo

Men alt i alt en god idé at sætte sig til rette med “Isola”, hvor vi igen møder Engbergs faste politiduo,  Anette Werner og Jeppe Kørner. Sidstnævnte har i denne historie taget orlov og arbejder som skovarbejder på Bornholm – meget praktisk, da det viser sig, at et bestialsk mord i København fører Anette til Bornholm og hun derefter må bede kollegaen om assistance.

Katrine Engberg

 

Og vi kommer virkelig rundt på Bornholm, hvorfor bogen også vil være virkelig god for besøgende at have med i tasken. Der er noget særligt over at læse bøger, hvis indhold matcher samme destination, hvor man befinder sig.

Bornholmere vil nikke genkendende til mange scener i bogen, der altså absolut kan anbefales.

Debuterede i 2016

Katrine Engberg debuterede som krimiforfatter i 2016 med Krokodillevogteren. Siden debuten har hun udgivet tre selvstændige kriminalromaner, ”Isola” er hendes femte. Katrine Engberg er blevet shortlistet til Den store lydbogs-pris og to gange til både Krimimessens Publikumspris, MARTHA prisen og Årets Forfatter. Hendes bøger er solgt til udgivelse i 28 lande.

“Isola”
Katrine Engberg
Kr. 199,95.- / 360 s.
Alpha.

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Pizza i sognegården

KIRKELIV: Vestermarie Kirke inviterer søndag 21. april alle børn og barnlige sjæle til familiegudstjeneste. Efterfølgende serveres der pizza i sognegården.   Af Lene Dam Jørgensen

Læs mere »